I maj 1999 var Michael og jeg i New York. Vi tog billeder af hinanden foran et springvand ved foden af World Trade Center. Vi kiggede op: overfladen lignede aluminium i det skinnende lys og de nærmest gotiske buer forneden var det eneste der brød ensformigheden i den ydre beklædning. Vi kiggede ind i stueetagen i et af husene: jeg husker det som var rummet næsten helt åbent og gennemsigtigt, så man oplevede den enorme, den "huge" firkant, grundplanen bestod af. Der var en kæmpetrappe ned mod undergrunden derinde, hvor folk i massevis blev hostet op og ned til undergrundsbanen. Det er mærkeligt at alt dette forlængst og grumt er borte.
Fra første gang jeg så fantombilledet af van Egeraat's højhuse på Krøyers Plads, blev jeg vildt fascineret af dem. For det første minder de mig om parafraser både form- og farvechangeringsmæssigt af en slags tidløse (og typisk nordiske?) rønner, der stående tæt ved havet har været særligt udsatte for vind og vejr. For det andet trænger vi til et modbillede til det gamle København, højhuse der sparker røv - og netop passer bedre til den nuværende by end mere strømlinede højhuse ville gøre det. Van Egeraat's højhuse udstråler for mig en behagelig ro og skønhed.
Dette hus, som jeg ser når jeg cykler til og fra arbejde, er et af de mest frastødende og grimme huse jeg har set. Se bare de klodsede proportioner, og den lukkede og afvisende måde vinduerne er trukket tilbage i facaden på. Jeg har hørt at bygningen i sin tid er opført til at huse en bank, men nu huserer en broderorden derinde.