Brokke Dorte

Vandtårnet i Hvidovre

2012-02-02T08:48:00.000+01:00

Jeg havde hørt historien fra mange sider: sangerinden Birthe Kjær har boet i Hvidovre Vandtårn.

I følge Birthe Kjærs selvbiografi var hun i 1974 faldet over en annonce: "Søger De noget specielt?" Det var et ombygget vandtårn på Grønholtvej i Hvidovre. Hun havde en stor rund stue i vandtårnet, mens tilbygninger på grunden rummede hendes øvrige gemakker. Birthe Kjær flyttede i 1992 til Gentofte efter 18 år i vandtårnet. Senere blev vandtårnet bl.a. indrettet med 2 klatrevægge som bliver benyttet af byens ungdomsskoler.

Bakkehusalfabetet

2012-01-08T11:44:00.004+01:00

Skøn alfabetudstilling på Bakkehusmuseet af digteren Morten Søndergaard. Sidste dag søndag den 8.1. Et must for bog- og sprogelskere... http://bakkehusmuseet.dk/Arrangementer/Udstillinger.html

Rønnevang

2011-12-28T20:02:00.002+01:00

Min datter og jeg på julebesøg i mit gamle barndomskvarter. Det gamle lokale indkøbscenter er smadret og ikke længere i brug og min gamle skole Rønnevangsskolen skal ikke længere være skole. Man skal ikke længere end til Tåstrup for at komme til Udkantsdanmark...

Julehilsen til alle!

2011-12-05T07:27:00.002+01:00

Little people...

2011-11-15T23:51:00.007+01:00

Haruki Murakami: 1Q84, bd. 1 og 2

Murakami åbner en sprække ind til en anden virkelighed end den vi vestlige mennesker normalt plejer at orientere os i.
Da jeg var så heldig at opleve den skønne og egentlig meget jordnære og ydmyge forfatter til Verdenslitteratur på Møn sidste år fortalte han, at det kun er i den vestlige kultur, hvor man ser tingene som de er - og ser alt andet som "overnaturligt". I alle andre kulturer er væsener og "det andet" en naturlig dimension i livet.
I Murakami's nyeste roman "1Q84" optræder little people. Jeg tænkte i starten at denne tegning muligvis kunne illustrere dem, men efter at have læst bind 2 ved jeg at little people er noget helt helt andet.
Jeg har ventet på denne roman med stor spænding. Jeg var ikke særlig begejstret for "Efter midnat" og frygtede det værste. Men jeg må indrømme, at jeg p.t. er helt solgt og venter utålmodigt på tredje og sidste bind af"1Q84".

Hot or not

2011-11-08T19:12:00.001+01:00

Missionshotellet Ansgar har mistet el på skiltet og er blevet ligeså "hot" som visse andre etablissementer i Colbjørnsensgade...

Når bossen er en kvinde

2011-10-12T10:35:00.003+02:00

I min gård sker der i øjeblikket store ændringer inden metroselskabet for alvor går i gang med byggeriet af metrostationen i Stampesgade. Der bliver lavet skraldesug, ny port, brandvej m.m. Hærdebrede mænd kører rutineret og foretagsomt rundt i diverse bobcats. Men deres boss er spinkel ung kvinde med hestehale. Derfor dette billede. En mand ville vel næppe hænge et skilt op med lyserøde bånd??!!

Morgenerne er alligevel det bedste....

2011-10-12T07:13:00.011+02:00

Det bedste er alligevel morgenerne i København eller i enhver storby man besøger. Det skal helst være en lettere diset morgen. Den måde folk har travlt på. Butikker der får leveret varer.
Jeg kan godt lide Vigerslev Allé, fordi det er stadig er en rigtig allé og fordi det er gode morgener når jeg står og venter på bussen.

Natten er alligevel det bedste....

2011-10-11T21:52:00.001+02:00

Hoteller på vrangen

2011-09-30T08:40:00.005+02:00

Hvad har billedet at gøre med hoteller vil man nok spørge? Forklaringen er at hele nederste etage af Nikolaj Kirke p.t. er blevet omdannet til et drømmeunivers af et hotel. Der ligger sko og breve og meget andet og flyder på værelserne. Når man tager telefonen, er der en kvinde der siger at hun savner dig. En sømand ligger i sengen og drømmer og i rummet ved siden af af ligger dette hav med gopler i bevægelse. Selv går man rundt på havbunden.

Fornylig blev jeg udstyret med et raslende nøglebundt til hotelværelser på Hotel Astoria ved hovedbanegården. Jeg var gået ind for at se en forestilling hos Københavns Internationale Teater. Jeg skulle alene låse mig ind på værelse efter værelse og lytte og se hotellets stuepigers og -mænds (som dog selv var fraværende) ofte kringlende vej til Danmark og om deres drømme og håb. Et værelse var blevet forvandlet til en duftende birkeskov. Til sidst var der en levende stuepige, der hentede mig og viste mig hotellets dybe kældre, hvor personalerummene var. Derefter blev jeg lukket ud af personaleindgangen i Reventlowsgade, 2 minutter fra mit hjem. Det var en meget rørende oplevelse.

Vægtapet ved Dybbelsbro Station

2011-09-23T19:09:00.002+02:00

Hjørnet af Ingerslevsgade og Skelbækgade: Fra traditionel bilforhandler til café og cykelhandler i ét ved navn Baiskeli. Den lange mur er blevet dekoreret af den verdensberømte street-artist Shepard Fairey og co. Jeg synes at det er superflot.

----- City 2 -----

2011-09-18T11:18:00.009+02:00


Planche fra udstilling på Kroppedal Museum

City 2 åbnede i 1975. Inden byggeriet legede vi i det åbne landskab og i forladte kondemnerede huse. Under byggeriet legede vi på byggepladsen og fik tømret vores egne møbler sammen til vores klubhus "Ruinen", der lå i et skur.
City 2 var et eldorado med eget tivoli med sejlende plasticsvaner og pariserhjul. Lavprisvarehuset Obs! fyldte en bondegård og indkøbsvognene og køerne ved kasserne var enorme.
Men nu er Obs! blevet lavet om til Silvan og de optimistiske runde parkeringspladser til lavprisvarehusets medarbejdere står øde hen.
City 2 var en del af en større vision om at skabe et nyt centrum udenfor København. Men det lykkedes ikke. Høje Tåstrup og omegn er et temmelig forblæst og mennesketomt sted.

Claus Achton Friis er i øvrigt grafikeren bag det 78 meter lange lysskilt - CITY 2.

Ballerupsløjfen

2011-09-18T09:19:00.001+02:00

Ballerupsløjfen er opstillet i 1985 og er lavet af indfarvet fiberbeton og søsten lagt i fugemasse. Kunstneren er Per Neble. Jeg synes at den er ret flot - som den elegant svæver hen over banelegemet.

bizarre postkort

2011-09-11T20:00:00.001+02:00

Fra Siri Hustved's "En amerikaners lidelser"

2011-09-11T12:26:00.003+02:00

Where’s the bar, Mr. Farr?

Ou est le scar, Désespoir?

Wo ist mein Schade Star

Mit la lumière bizarre

Ich will etwas sagen,

Monsieur Fragen.

Krankheit. Blindsight.

Strut Stage. Rage Page.

ellebællemigfortælle..

2011-09-11T10:49:00.003+02:00

Et billede fra en lille udstilling jeg for nyligt lavede om min barndom. Man skulle tro at jeg havde levet under World War II, men det skal forestille min venindes brors tinsoldater. De var så mange søskende at de måtte køre i egen bus på ferie..

Da jeg skulle starte i skolen, havde jeg svært ved at bestå modenhedstesten. Skoleinspektøren viste mig et billede af en høne og spurgte hvad det forestillede. "Det ved jeg ikke, svarede jeg, men det kan lægge æg"..

Shantaram

2011-09-11T10:30:00.002+02:00

Gregory David Roberts: Shantaram. NB Books, 2007. 877 sider
Gregory David Roberts' bog "Shantaram" er en murstenroman, en spændingsroman og en filosofisk roman. Forfatteren, som var heroinmisbruger og bankrøver, flygtede i begyndelsen af 80'erne fra et australsk fængsel og boede derefter illegalt otte år som kriminel i Bombay (Mumbai). "Shantaram" er en bog skrevet på baggrund hans egen historie. Bogen starter så levende og smukt, med beskrivelsen af ankomsten til Bombay og livet i slummen og hvordan Gregory elsker byen og menneskerne og tager det hele til sig, at man har lyst til at forære bogen til alle man holder af. Tilnavnet "Shantaram" får Gregory af sin bedste ven Prabakers far og det betyder fredens mand. Det holder nu ikke helt stik, for Gregory kan ikke holde sig fra den kriminelle underverden - og bogen er fyldt med beskrivelser af slagsmål, kamp om overlevelse i et indisk fængsel og en afstikker til Afghanistan, mens landet er i krig mod russerne. Det er en sand eventyrberetning og manderoman. Kærlighed til andre mænd. Venner man aldrig svigter, selvom man gang på gang sætter livet på spil. Kærlighed til kvinder er underordnet dette. Det er en meget spændende verden at få indblik i, men ikke lige den roman jeg troede jeg var i gang med fra begyndelsen. Bogen rummer det hele.

Transformatortårn

2011-08-06T10:28:00.010+02:00

Inspireret af en samtale jeg havde i sidste weekend, har jeg i denne uge været fokuseret på at finde transformationstårne, som kan været udformet på mange måder og som blev opført i 1920'erne med indførelsen af elektriciteten rundt om i landet. Jeg kan huske tårnene i landskabet omkring Tåstrup da jeg var barn. Der var heldigvis gevinst: Dette tårn har jeg fotograferet i Risby ved København.

Et transformatortårn, eller en transformatorstation, er en bygning opført af sten eller metal, der giver læ og afdækning til en transformator, der transformerer den elektriske spænding ned, så den kan anvendes af forbrugerne.

Når electricitet skal transporteres over større afstande, er det nødvendigt at sætte den elektriske spænding op. Men når strømmen via ledningsnettet skal ud til slutbrugerne, skal spændingen igen sættes ned. Inden det blev almindeligt at lægge el-kablerne i jorden, skete denne transformering typisk i et transformatortårn, hvor transformatoren stod i tårnet. Kilde: Wikipedia

Transformatortårn ved viadukt ved Tåstrup St.

Per Petterson: Ud og stjæle heste

2011-08-02T10:43:00.001+02:00

Per Petterson: Ud og stjæle heste. Batzer & Co, 2004.
Pensionerede Trond er flyttet i et hus langt ud på landet sammen med sin hund. Han er ikke rigtig interesseret i at tale med nogen efter at have mistet sin kone og sin søster. Til alt håndværksmæssigt arbejde bruger han erindringen om sin fars måde at gøre tingene på. Den far som ofte var borte, men som helt forsvandt ud af Tronds liv i 1948 da han var 15 år. Den sidste sommer tilbragte de sammen på en sæter på grænsen til Sverige, et sted hvor faren havde opholdt sig meget under krigen. Knivskarpt sansende husker Trond tilbage på den sommers oplevelser af gryende manddom, død, svigt, venskab og kærlighed. Set med erfaringens øjne får han samlet brikkerne til hvad der egentlig skete den dengang og som har præget ham resten livet. En fabelagtig god lille bog, godt skruet sammen. Per Petterson vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2009.

Lyngby i Thy by night

2011-07-31T15:31:00.002+02:00

Wittrup Motel på vejen ml. Albertslund og Tåstrup

2011-07-28T20:14:00.001+02:00

I 1955 opførte en amerikansk dame, Sallie Zimmerhackel og en dansk restauratør Oscar Wittrup Danmarks første og eneste motel som var en tro kopi af et typisk amerikansk motel, hvilket vil sige med en drive-in-reception, parkering lige uden for værelsesdøren, amerikanske skydevinduer og let og luftig møblering. I starten var det bl.a. amerikanske soldater der var udstationeret i Vesttyskland, som besøgte motellet - for at føle sig hjemme.

I Sallies Snack Bar var der ståldisk og barstole midt i rummet, hvor kunne man indtage amerikanske specialiteter til lyden af de nyeste hits fra jukeboxen. I 1972 fik motellet en ny ejer, som udskiftede interiøret i restauranten, desværre. Siden midten af 60'erne har de besøgende hovedsagelig været håndværkere og handelsrejsende.

I 1982 arbejdede jeg i en periode på motellet som stuepigevikar i weekenderne. Fordi jeg er fascineret af det sted og de drømme og billeder det repræsenterer, overnattede jeg og min mand på motellet omkring 1999. Vi kom cyklende til Wittrup Motel - ikke helt efter bogen. Det var et fint ophold - men det drama, jeg forventede udeblev selvfølgelig...

Mumificerede statuer...

2011-07-18T21:13:00.002+02:00

P.g.a. metrobyggeriet er flere af de statuer, der plejer at stå rundt om Marmorkirken, blevet fjernet fra deres sokler og er nu placeret samlet i en gruppe i hver deres body bag. Sært ser det ud....

Hærene

2011-07-16T12:30:00.004+02:00

Evilio Rosero: Hærene. Sohn, 2010.
Gammelmandssanselighed er der rigeligt af i Evilio Rosero's prisbelønnede roman "Hærene". Den foregår i den lille landsby San José i Columbia, hvor den pensionerede skolelærer Ismael hver morgen plejer at kravle op i appelsintræet i sin have for at nyde synet af nabokonen, der solbader nøgen. Hans kone Otilia er naturligt nok hamrende irriteret over hans lureri, men hun har på mange måder vænnet sig til det. Hvis han dog bare kunne være mere diskret.

Borgerkrigen kommer til byen. Folk forsvinder og for mange af dem bliver der krævet ublu høje summer i løsepenge af de efterladte familier. Nabofamilien får en sådan skæbne. Flere af Ismails venner bliver brutalt myrdet i deres hjem eller på gaden. Otilia forsvinder også, men Ismael hører intet, hverken fra eller om hende. Han leder forvirret efter hende overalt og nægter at forlade byen, selvom både hans datter, venner og tidligere elever opfordrer ham til det, for han er intet uden Otilia.
"Hærene" fortæller om borgerkrigens meningsløshed og brutalitet, hvad enten det er den ene eller anden hær eller myndighed der er i spil. En meget sanselig og velskrevet bog.

J.M. Coetzee: Dagbog fra et dårligt år

2011-07-16T09:15:00.005+02:00

J.M. Coetzee: Dagbog fra et dårligt år. Hekla, 2008.
På en litteraturfestival i Reykjavik for nogle år siden hørte jeg den sydafrikanske forfatter og Nobelpristager i litteratur J. M. Coetzee læse den samme tekst op, indledningen af denne bog, hele to gange - med en stemme der mindede om Donald Sutherland's. Jeg har været ret glad for at læse Coetzee's bøger, især "Ungdom" og "Mesteren fra Skt. Petersborg", men har først nu fået læst "Dagbog fra et dårligt år". Bogen består af en lang række interessante og kritiske essays af forfatteren, som er bosiddende i Australien, med emner som "Om demokratiet", "Om terrorismen", "Om musik", "Om at have tanker". Men bogen spalter sig i først 2 og sidenhen 3 dele på siderne, for "han", den ældre forfatter Juan C., har brug for en renskriver til sine essays. Han falder pladask for en ung filippinsk piges yppige former på vaskeriet i det hus han bor i, og han får hende overtalt til at arbejde for sig. Det andet spor er så hans fortælling om hende og det tredje spor er hendes stemme.
Det er omstændigt og fragmenteret at læse bogen, men den er ganske udmærket. Coetzee har noget på "gammelmands"hjerte om den verden vi lever i og han skriver dælme godt.

Dirty Beaches

2011-07-15T07:24:00.001+02:00

Set på Bakken i Kødbyen 12.07.11. Dirty Beaches alias den taiwansk/canadiske Alex Zhung Hai.

Høj- og bredhuse...

2011-07-10T14:19:00.000+02:00

Arne Jacobsens SAS hotel fra 1960: Danmarks første skyskraber

Kontorbygning på Avedøre Holme, som Bøje Nielsen gik konkurs på at lave.
Det er Danmarks største bygning: 340 meter lang og 22 meter bred.

Biblioteket på Askov Højskole

2011-07-09T17:21:00.001+02:00

Biblioteket på Askov Højskole er p.t. "abandoned". Siden bibliotekaren døde, er der ikke sket meget nyt. Biblioteket står herligt altmodisch hen. Jeg elsker gammeldags biblioteker som dette, men dets tid er desværre ovre og dets indhold overvejende forældet.

Kolonihaveejere år 1

2011-07-03T10:57:00.002+02:00

Singing in the rain...

2011-05-17T18:55:00.000+02:00

Just kids

2011-05-14T09:03:00.004+02:00

Patti Smith: Just kids. Klim, 2010.
Den amerikanske rockpoet Patti Smith fortæller i denne bog om sin unge år i New York, hvor hun og kunstneren Robert Mapplethorpe var stærkt forbundne først som par og senere bedste venner af den sjældne slags. De er en del af kunstner- og musikmiljøet i New York i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne og bor bl.a. i en periode på det legendariske Chelsea Hotel. Man får et indblik i Patti's og Robert's kunstneriske udvikling, gensidige inspiration og samarbejde. Fra at være "Just kids" og ludfattige til de slår igennem som kunstnere, Patti Smith bl.a. ved at udgive sin første plade "Horses".
En superinspirerende bog krydret med Patti Smith's personlige møde med koryfæer som bl.a. Sam Shepard, Hendrix, Joplin og Burroughs.

minder & mennesker

2011-05-10T15:13:00.002+02:00

Genialt navn til forretning der sælger gravsten, men det kunne også være navnet på min blog...
Billederne er taget tæt ved Vestre Kirkegård.

Så sandt...

2011-04-29T19:13:00.006+02:00

Tomas Espedal: Gå eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv. Batzer & Co, 2007.
Jeg må alligevel snuppe endnu et citat fra Tomas Espedals roman: "Gå eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv":

"Det er varmt, vi går langs vejen, bemærker haverne, husene, garagerne og bilerne, den nye rigdom. Vi er blevet rigere og bygger dårligere, siger Narve. De nye huse, de er for dårlige, for grimme, tynde, firkantede kasser med påklistrede terasser og udvendig pynt, det ser forfærdeligt ud. Vi er blevet rigere og lever dårligere, sådan ser det ud. Alt ser dårligere ud: husene, skolerne, benzinstationerne, postkontorerne og supermarkederne.

Vi er blevet rigere og bygger enklere, vi er blevet nærige, livsnærige, vi lever fattigt og dårligt, på trods af rigdommen, den har gjort os fattige på en ny måde, på en dårligere måde. Vi ser dårligere ud. For tykke, for sløve, for trætte, musklerne er for slappe, kroppene forfalder. Og ansigterne. Vi er blevet tykkere og sløvere og ser dummere ud. Påklædningen er ensartet og uniformeret, vi klæder os som vi bor, har tilpasset os en dårlig smag. Vi ser for meget fjernsyn og læser for mange aviser og lader os påvirke af for megen dumhed. Sådan ser det virkelig ud. Se dig omkring! Vi håner skønheden. Vi forstyrrer naturen, ødelægger landskabet. Vi plager dyrene og ødelægger det for os selv. Vi er blevet rige på bekostning af noget og nogen, og det plager mig. Jeg skammer mig."

Ellen's i Stege

2011-04-23T20:36:00.007+02:00

D.H. Lawrence

2011-04-13T19:58:00.000+02:00

D.H. Lawrence, her citeret fra Tomas Espedals fantastiske bog: "Gå", som jeg blev inspireret til at læse via DR's læseklub fra Sundholm: "Den åbne vej. Sjælens store hjem er den åbne vej. Ikke i himlen, ikke i paradis. Ikke engang i os selv. Sjælen er hverken deroppe eller inden i os selv. Den er en vandrer der følger den åbne vej. Ikke ved at meditere. Ikke ved at faste. Ikke ved at udforske himmel efter himmel, kontemplativt, i traditionen efter de store mystikere. Ikke ved udmattelse. Ikke ved ekstase. Ikke ad nogen af disse veje finder sjælen frem til sig selv. Kun ved at gå ud ad den åbne vej. Ikke ved barmhjertighed. Ikke ved offer. Ikke engang ved kærlighed. Ikke ved godt arbejde. Sjælen vil ikke fuldbyrdes ved noget af dette. Kun ved at rejse ud ad den åbne vej. Rejsen i sig selv, ud ad den åbne vej. På to langsomme fødder. At møde hvad der end måtte være der dukker op på den åbne vej. I selskab med dem der søger efter samme mål, på den samme vej. Altid den åbne vej."

Krimimesse 2011 i Horsens

2011-04-13T19:56:00.001+02:00


Den franske forfatter Jean-Christophe Grangé modtager Palle Rosenkrantz Prisen

En forbryder...


Susanne Staun modtager Harald Mogensen Prisen af Anton Koch-Nielsen

Jussi Adler-Olsen fortæller veloplagt om sine Afdeling Q-romaner

Henrik Palle og Bo Tao Michëlis forelæser over skurkolingvistikken

To forbrydere....

Jan Elhøj og Morten Kirckhoff: Abandoned

2011-04-05T18:15:00.006+02:00

Foto: Jan Elhøj og Morten Kirckhoff

Jan Elhøj og Morten Kirckhoff: Abandoned. Verve, 2011

Jeg måtte straks købe denne fotobog af Jan Elhøj og Morten Kirckhoff, der har været rundt i Europa for at fotografere forladte steder og bygninger. Tidslommer og forfald. Jeg elsker det. Hvorfor er man (jeg) langt mere fascineret af forladtheden i denne forlystelsespark end hvis den var fuld af levende mennesker? Og hermed ikke sagt, at jeg ikke kan lide mennesker...

Voldsmænd river det til sig

2011-04-02T09:34:00.007+02:00

Jeg har måske svært ved at forstå det religiøse vanvid, som personerne i Flannery O'Connor's romaner er grebet af. Men jeg tillader mig alligevel at være meget begejstret for hendes bøger. Stilen minder en hel del om William Faulkner's. Det er for mig flammende litteratur, det hele er skarpt trukket op, filmisk i silhuet, kompromisløst, lidelsesfuldt - sort-hvidt - det er her og nu - det er liv og død. Hendes sætninger er bare lige i øjet. Det er kultlitteratur. Her citater fra "Voldsmænd river det til sig" (udkommet på dansk i 2011, oversat af Karsten Sand Iversen):

"Han trængte vældigt til at blive klippet og øjnene så mærkelige ud – som noget menneskeligt der var fanget i en afbryderdåse".

"Stemmen lød bekendt men hans udseende var lige så ubehageligt som en plet."

"Skolelæreren gik ikke særligt op i hvad han puttede i maven. Til morgenmad hældte han en skålfuld spåner ud af en papæske.."

Valby Gassilo

2011-04-01T17:49:00.004+02:00

Valby Gassilo er en oplevelse indeni og der er fri adgang.

Silas Fong

2011-03-27T17:57:00.001+02:00

Silas Fong, kunstner bosiddende i Hong Kong. Se hans nyeste værk på www.netfilmmakers.dk

Ureenlighed forbydes her

2011-03-25T16:51:00.001+01:00

Set på bagsiden af Thorvaldsens Museum

Carlsberggrunden - en søndagsfornøjelse!

2011-03-20T17:27:00.001+01:00

Rebskoven

Akademiets "hemmelige" have

Interessant perspektiv

2011-03-18T19:18:00.000+01:00

Er du en der respekterer folk du møder?

Eller skal de først vinde din respekt - hvis de overhovedet kan?

Før facebook...

2011-03-12T15:38:00.000+01:00

I et interview i WA 25/2 2011 citerer Søren Ulrik Thomsen essayisten Logan Pearsall Smith, som levede fra 1865-1946, for følgende: "Ensomhed. Har man da ingen venner? Findes der ikke en, som hader Ibsen og problemdramaer og det overnaturlige og Schweiz og horeri, som jeg gør. Må jeg leve hele mit liv, stum som en makrel, venneløs og upåagtet og aldrig fortælle nogen, hvad jeg mener om mine berømte samtidige. Må jeg altid pløje en ensom fure og træde vinpressen alene."

Mere aktuelt end nogensinde

2011-03-11T00:41:00.002+01:00


Superflex

Pauseskilte fra tysk TV

2011-03-06T18:46:00.004+01:00

At flytte på landet

2011-03-01T20:03:00.002+01:00

I dag blev jeg endnu en gang bekræftet i, at man hurtigt kan blive frygtelig skuffet, hvis man flytter ud på landet i hus med have. Man tror at man kan gå lange ture i den friske luft og den dejlige natur, men pga af den private ejendomsret har man sjældent lov til at træde uden for vejene. Bønderne vil ikke have at man betræder deres jorder og i de privatejede skove er der begrænset adgang. Den kvinde, jeg talte med i dag, havde haft 2 yngre hunde, der tidligere var blevet luftet på store friarealer på den københavnske vestegn. De var begge var afgået ved døden ved mødet med de mange restriktioner på landet. Jamen...

Tung og trist om hjertet....

2011-02-20T10:24:00.001+01:00

Apropos egne stoftryk...

2011-02-14T17:21:00.002+01:00

Lyde fra den nære fortid...

2011-02-12T17:41:00.001+01:00

Til en fest forleden begyndte vi at spille husets gamle LP plader, og sikke en fornøjelse det var at sætte pickuppen på skiven og bare høre den velkendte knitren inden musikken starter. Jeg har ikke selv haft en grammofon fremme i over 10 år, men jeg savner det!

Jeg så en udsendelse på DR K "Kunsten at være kreativ" en eftermiddag i løbet af ugen. Man så den franske graffitti-kunstner Ernest Pignon Ernest, der fik trykt nogle kæmpestore silketryk af et motiv inspireret af forfatteren Jean Genet's "Querelle". Ganske ganske flot, men det der gjorde det største indtryk på mig var lyden af raklen, der kører hen over silketrykrammen. Jeg har selv lavet mange silketryk gennem tiden, og elsker det, men det er altfor længe siden sidst..
I dag skinnede solen og fuglene fløjtede forårskådt. Hvis man lukkede øjnene og ignorerede kulden der bed i kinderne, kunne man godt forestille sig en dejlig varm sommerdag!
Det er godt at se, men lyde er ikke sådan til at kimse af!

Hale-Bob

2011-02-05T17:07:00.002+01:00

Jeg kom til at tænke på kometen Hale-Bob, der viste sig på himlen i 1996-97. Jeg var i Roskilde for at besøge en ven og fik øje på kometen for første gang. Det så ud som om at der var kommet et hul i det sorte bagtæppe, der afgrænser vores verden. Hvidt lys strømmede ind fra den anden side. Mærkværdigt og en daglig nydelse indtil kometen igen forsvandt.

Yndlingsnovellesamlinger i det herrens år 2010.

2011-01-30T11:34:00.003+01:00

Wells Tower's "Alting plyndret, alting brændt" og Haruki Murakami's "Efter skælvet" ville jeg gerne give i gave til alle dem jeg kender. "Alting plyndret, alting brændt" fordi den er så velskrevet og morsom. Den viser med sine skæve vinkler den moderne fortabte amerikaner i groteske men dog genkendelige situationer. "Efter skælvet" rammer mig sjæleligt og feelgood-agtigt. Menneskers mange lag, sorger og hemmeligheder og forhold til hinanden kan Murakami beskrive mesterligt!

Apropos skulpturer...

2011-01-24T18:42:00.004+01:00

Apropos skulpturer er jeg ret glad for Jes Brinch's. Et lakonisk udtryk hos både mand og hund.

Thorvald Bindesbøll

2011-01-23T09:57:00.001+01:00

Thorvald Bindesbøll (1846-1908) var arkitekt og formgiver. Bindesbøll var Danmarks største ornamentale kunstner. Hans udprægede selvstændighed og voldsomme produktivitet gjorde, at dansk kunsthåndværk kom til at indtage en selvstændig plads i den store fornyelse af europas dekorative kunst i årene omkring 1900. Bindesbøll var uden større påvirkning fra den tyske jugendstil eller den franske art nouveau. Hans stil var fuldt udviklet, inden disse fik deres internationale gennembrud på Parisudstillingen 1900, og han blev skønvirketidens åndelige fader (wikipedia).
I mine yngre dage var jeg vild med mønstre og ornamenter, og Bindesbøll blev hurtigt en af mine største idoler. På nederste billede ses jeg og Lis sammen med mesteren på Kunstindustrimuseet, hvor mange af hans originaltegninger bliver opbevaret.

Den imaginære skirejse

2011-01-22T17:59:00.002+01:00

Birgithe Kosovic: Det dobbelte land

2011-01-15T09:34:00.002+01:00

Milovan vil ikke lade sig korrumpere. Han er serber og partisekretær og senere borgmester i Dubrovnik i det tidligere Jugoslavien. Han hjælper gerne borgere som kommer til hans dør, men hans nærmeste familie hjælper han ikke, selvom det kunne være så nemt. En dag vil et par kroatiske mænd have ham til at skrive under på en erklæring om kroatisk selvstændighed. Det nægter Milovan, som derfor bliver skudt - tror han - men pistolen siger klik. Det slår derefter i bogstavligste forstand klik for Milovan, som i virkeligheden har fortrængt de grusomheder og den afstumpethed han har været vidne til i barndommen.
Han kaster sig ud i en desperat affære med sin bedste vens hustru. Vennen er dødssyg af kræft. Milovan bliver kort efter degraderet til formand for byens restaurationsforening. 30 år senere, da krigen og det triste ægteskab har fået ham til flygte til sin barndoms landsby - gør han op med sit liv.
Jugoslaviens brutale historie i det 20. århundrede får vi fortalt gennem Milovans slægts historie. Den personlige historie får vi fortalt via Milovans reflektioner over sit livs valg eller nærmere, mangel på samme. Hvornår er han trådt i karakter og har været noget for sine nærmeste? En rigtig god, velskrevet og vedkommende bog!

Hans og Grete?

2010-12-29T08:07:00.006+01:00

På overfladen idyl, men bag den pæne facade kan alverdens hæsligheder udfolde sig og gør det garanteret.... Øjets og sindets udskyldighed er forsvundet og den (stereotype) fantasi tager over. Hvad mon Haruki Murakami ville blive inspireret til, hvis han så dette billede? Bare ved at tænke Murakami udvider billedets mulige historier sig for mig. Jeg elsker Murakami for at sprænge min normale bevidsthedsopfattelse. At livet er langt mere og har mange flere lag end den normalt vestlige materialistiske livsopfattelse - det er dælme skønt!

Merry X-mas!

2010-12-23T08:46:00.002+01:00

Fugleperspektiv

2010-12-23T08:27:00.003+01:00

"Og var der en verden jeg vendte tankerne mod, var det femten- og sekstenhundredetallets, med deres enorme skove, deres sejlskuder og hestekærrer, deres vindmøller og slotte, deres klostre og småbyer, deres malere og tænkere, opdagelsesrejsende og opfindere, præster og alkymister. Hvordan ville det ikke være at leve i verden, hvor alt blev gjort med håndens kraft, vindens eller vandets? Hvordan ville det ikke have været at bo i en verden, hvor de amerikanske indianere stadig levede deres liv i fred? Hvor det liv stadig var en mulighed. Hvor Afrika var uerobret? Hvor mørket kom med solnedgangen og lyset med solopgangen? Hvor menneskene både var for få og havde for enkle redskaber til at påvirke dyrebestanden, endsige udrydde dem? Hvor man ikke kunne komme fra et sted til et andet uden anstrengelse, og det komfortable kun var noget der hørte de rigeste til, hvor havet var fuldt af hvaler, skovene fulde af bjørne og ulve, og hvor der stadig fandtes lande der var så fremmede at intet eventyr kunne yde dem retfærdighed, som Kina, hvortil en rejse ikke alene tog flere måneder og var en uhørt lille minoritet af sejlere og handelsmænd forundt, men også var forbundet med dødsfare. Vel var den verden grov og fattig, snavset og sygdomshærget, fordrukken og uvidende, fuld af smerte, levealderen lav og overtroen stor, men..."
Dette smukke citat stammer fra Knausgårds "Min kamp, 2". Man kan ikke lade være med at se verden med Google World eller Den blå planet-agtigte øjne, og med Knausgårds beskrivelse letter jeg virkelig...

I gang med verdens kedeligste bog?

2010-12-16T08:35:00.003+01:00

Og en anden læse pin-up....i det tænksomme hjørne.

Om talent

2010-11-27T10:27:00.000+01:00

De, som mangler talent forventer, at alting sker uden anstrengelse. De tilskriver fiaskoer mangel på uddannelse eller inspiration og evne eller uheld mere end utilstrækkelig anstrengelse. I kernen af ethvert talent er der en opmærksomhed på de vanskeligheder, der hører sammen med enhver præstation, og tillid til at ved udholdenhed og tålmodighed vil noget værdifuldt ske. Således tilhører talent arten energi.

Eric Hoffer

Kisan Desai: Det tabte land

2010-10-31T12:19:00.057+01:00

På en bjergside i Kalimpong i den indiske stat VestBengalen, for foden af Himalaya-bjergene, ved Nepals grænse bor den pensionerede indiske dommer Jemubhai med sin elskede hund Mutt og sin fattige kok. Han får ansvaret for sit barnebarn Sai og det sætter en erindringsproces i gang hos ham. Han tænker bittert tilbage på sin tid som middelmådig jurastuderende i England, sit håbløse ægteskab med en indisk kvinde, Nimi, der hverken kunne eller ville lære engelske manerer. Den 18-årige Sai, der har mistet sine forældre i en bilulykke i Rusland, er opvokset på en klosterskole og opdraget til britiske manerer. Hun er det uønskede barn af dommerens uønskede datter.

Dommerens kok bliver der hundset med. Men han har en søn, som han elsker meget højt.

Han siger om ham: ”Min søn arbejder i New York. Han leder en restaurationsforretning” –men sandheden er, at sønnen Biju er illegal indvandrer i New York. Han må arbejde med andre indiske illegale på restauranter i det evige håb om at få en opholdstilladelse. Og hele tiden sender hans far breve over med opfordringer hjemmefra om at skaffe den eller hin slægtning over til USA.

Nogle unge oprørere begår et våbenrøveri i dommerens hus. Sai’s unge huslærer Gyan har fortalt sine venner at der er våben i huset. Han har valgt at ofre sin og Sai's spirende kærlighed for at kæmpe en mere maskulin kamp. For her i 1980’erne ulmer uroen i Kalimpong. Det er indisk-nepaleserne, der er trætte af at blive behandlet som et mindretal i et område, hvor de udgør flertallet. Og nu går det ned ad bakke for beboerne på bjerget.

Romanen vil vise de dybe koloniale mønstre, der ligger lige under den moderne overflade. De to, som rejste ud til den vestlige verden for at få succes, dommeren og kokkens søn, Biju vender begge fortabte hjem. Det tabte land, det tabte Indien. Bogen er meget morsom og skarp og fyldt med sansemættede beskrivelser. Den vandt Man Bookerprisen i 2006.

Udvalget - islandske fotos 1866-2009

2010-10-30T18:35:00.002+02:00

Skøn udstilling af islandske fotos på Nordatlantens Brygge. Her er det Sigurgeir Sigurjónsson der har fotograferet.

Høne og struds..af egen avl..

2010-10-24T19:16:00.002+02:00

Bilværksted - genstande

2010-10-23T15:45:00.004+02:00

Popup-kort

2010-10-10T13:51:00.001+02:00

Mit første popup-kort. Det var sjovt at lave!

Dürer's næsehorn

2010-10-05T13:42:00.003+02:00

Dom Manuel 1., konge i Portugal, fik i 1513 bragt et næsehorn fra Goa i Indien til Belém ved Lissabon. Formålet var at finde ud af hvilket dyr, som var verdens stærkeste. Tvekampen skulle stå mellem næsehornet og en elefant. Kampen foregik i på pladsen ved Jerónimos klosteret i Belém. Næsehornet begyndte straks at hvæsse sit horn på jordens sten. Derefter løb den direkte hen og flåede elefantens mave op med hornet, hvorefter elefanten brød ud af arenaen og løb væk. Vinderen kunne kåres. Næsehornet skulle foræres til paven, Leo 10. og blev sendt afsted i en jernkasse med et skib. Desværre døde den undervejs. Den druknede fordi kassen rutsjede ud over rælingen i stormvejr. Paven måtte nøjes med at få den i en udstoppet version. Og Dürer tegnede næsehornet på baggrund af den historie.
På Belémtårnet har man placeret et næsehornshoved på et hjørne til minde om kampen.
Kilde: Turen går til Lissabon

skriblerier

2010-10-05T10:00:00.003+02:00

Postkort fra dazumal

2010-10-05T09:54:00.003+02:00

Bedlam

2010-09-20T07:50:00.005+02:00

Pernelle Maegaard: Beyond My Control (Udsnit af større værk)


Nanna Gro Henningsen: Twisted Gaze of Madness (Udsnit af større værk)

Bedlam - Normalitet & andre tvangstanker. Udstilling i den Frie Udstillingsbygning aug/sept. 2010.

Lilian Munk Rösing har skrevet artiklen "Hyldest til hysterikeren" i udstillingskataloget og der står bl.a. "Lever vi da ikke i dag i et samfund hvor den hysteriske dynamik har fået lov til at styre det hele? Er ikke konsumlogikken netop baseret på hysterikerens begær? Er hysterikeren ikke shopperen par excellence, hvad enten hun shopper rundt i tøj og sko eller i terapiformer? Er det ikke bare sådan at på Freuds tid var hysterikeren en foragtet freak, nu er hun stjerne i Sex and the City?"

Morgencykeltur på Vesterbro

2010-09-19T18:39:00.004+02:00

Dejligt var det at cykle en morgentur på denne søndag. Jeg var ude for at fotografere springvand til min springvandsblog www.springvand.blogspot.com - men der var også andre interessante motiver undervejs. Lyset falder så lavt her om efteråret og turen var en nydelse.. indtil jeg fik øje på kastanjer på vejen. De er mine momento mori - så er der gået endnu et år, lynhurtigt, af mit liv, siden de sidst lå der!

Alexandria

2010-08-30T08:59:00.016+02:00

Vi havde fået frit spillerum i et par timer i Alexandria. Jeg var helt bjergtaget af at være der hvor Lawrence Durell's "Alexandria-kvartetten" havde "fundet sted" og hvor et af verdens syv vidundere havde ligget (fyrtårnet på Faros). Alexandria var også byen, som de gamle sporvogne blev sendt til i 70'erne, da det var slut med at køre på skinner i de københavnske gader. Det er blevet mig fortalt at man dengang kunne køre i sporvogn i Alexandria og stadig se den oprindelige danske skiltning.

For at udnytte tiden bedst muligt prajede vi en hestevogn ved banegården. En ældre firskåret mand var kusk og en enkelt hest trak en vogn med plads til 3 passagerer. Vi kørte ned af gader, som bygningsmæssigt bar tydelige præg fra tiden under den britiske krone. Vi kørte ned til havnen og stirrede ud over den plet hvor fyrtårnet på Faros engang havde stået, og vi kørte langs den langstrakte strandpromenade. Men det der gjorde størst indtryk på mig var kuskens barkede næver som jeg rørte ved da jeg betalte ham og takkede for turen. Jeg var som sædvanligt usikker på om jeg gav ham alt for meget eller alt for lidt. Kusken havde siddet med de tømme dag ud og dag ind i mange år, for hans hænder var formet efter dem, knyttede med hver sit cylinderformede hul med plads til læderremmene. Hænderne var stenhårde at røre ved, ru og fyldt med de rifter man får når ens hud er tør og hård.

Der kan godt nok være meget lidelse og fortælling i sådan et par hænder.

Picturemotion på Vesterbro

2010-08-14T17:17:00.008+02:00

Desværre i en allerhelvedes dårlig opløsning, men nyd en bid af et af verdens bedste musiknumre!

Bag jerntæppet...frygt, forarmelse og angiveri

2010-08-11T11:38:00.004+02:00

Sofi Oksanen: Renselse

En ung russisk kvinde Zara, der er et offer for trafficking og er efterfulgt af et par lede typer fra den russiske mafia, søger målrettet tilflugt hos den estiske kvinde Aliide Truu, der lever ensomt i et hus på landet. Året er 1992. Zara, der har gemt et fotografi i sin bh, spørger Aliide om hun kender de 2 søstre på billedet. Det viser sig at Zara og Aliide, der begge har den erfaring i bagagen at miste deres frihed og retten til egen krop, er i familie med hinanden og langsomt fortælles den grumme familiehistorie om forsmået kærlighed, overlevelse, skam og bedrag i 30'ernes, 40'ernes og 50'ernes Estland under skiftende regimer. En fabelagtig god og velskrevet bog.

Tom Rob Smith: Barn nr. 44

Politikommisær Leo Demidov arbejder i den statslige sikkerhedstjeneste MGB i Moskva. Året er 1953 og i et perfekt socialistisk samfund findes der ikke kriminalitet. En række bestialske barnemord langs jernbanen flere steder i landet får dog Leo til at ofre sin egen og sin families sikkerhed for at forsøge at uskadeliggøre seriemorderen. I et angiversamfund, hvor man aldrig kan være sikker på hvem der er ven eller fjende, eller om ens smukke kone har giftet sig af frygt eller af kærlighed - har Leo ét mål, koste hvad det vil. Bogens mange tråde samles flot til ét mønster, men der går dog for meget McNab i den til sidst.

Göteborg tur-retur

2010-08-09T23:36:00.001+02:00

Fra videocollage TRIP af Jakub Nepras vist i Världskulturmuseet.

To be a tough girl in a rough world (is hard)

2010-08-04T16:31:00.005+02:00

Gamle postkort

2010-07-31T12:24:00.003+02:00

Fristeder (men desværre ikke mine..) ved Sjællandsbroen

2010-07-29T09:37:00.004+02:00

En tomt

2010-07-27T16:52:00.007+02:00

En tomt på Sdr. Fasanvej - et usædvanligt syn. Og hvad stolen ligner, nævner jeg ikke... Ikke for at forklejne andre menneskers lidelser, men her i sommervarmen kan jeg overfladisk set sagtens sætte mig ind hvordan folk kan leve på gaden og rumænerne der netop finder de tomme steder at overnatte. Da jeg var yngre prøvede jeg også den slags, fordi vi så kunne rejse næsten uden en øre på lommen. Jeg har med en veninde bl.a. overnattet på en lille platform klos opad en hovedvej i Østrig og jeg har i silende regnvejr sovet under en omvendt robåd på en ø i Kroatien.

Og en ordforklaring på tomt: lånt i 18. årh. fra norsk tomt, mark, toft; grund, hvorpå der har stået en bygning.

Forstaden hvor jeg voksede op...

2010-07-23T22:51:00.065+02:00

I forstaden hvor jeg voksede op, var der ikke mange indtryk der stimulerede den æstetiske sans. Til gengæld var der fysisk frirum til at gå på opdagelse uden forældres indblanding. Himlen fyldte meget, og derfor undrer det mig meget at jeg først så et stjerneskud som 15-årig. Der var ingen der havde fortalt mig om Laurentii Tårer. Måske kiggede jeg sjældent op. Måske har jeg først lagt mærke til at himlen er så stor efter at jeg flyttede til byen, hvor himlen fylder væsentlig mindre. Måske er mit sovehjerte bare for stort!
Det er et problem at vokse op uden æstetiske stimulanser. Hvis ens fysiske omgivelser er ensformige og kedelige med hensyn til arkitektur og natur. Hvis ens forældre eller en man kender kan stimulere én og få én til at åbne øjnene: "Se der" "Læg mærke til..", så er man heldig.

Sig mig, hvor du er vokset op

2010-07-11T19:33:00.006+02:00

Jeg har lavet mine egne postkort i ferien. Disse 2 lavede jeg inspireret af Politikens sommerserie "Sig mig, hvor du er vokset op" og af at min mand læste "Robinson Crusoe". Selv gik jeg i gang med Marcel Proust: "Swanns verden", en sanselig oplevelse, som i detaljerigdom minder mig om dette billede af Eugène Atget (jardin du Luxembourg, fontaine de Médicis 1898)

Jimmy Corrigan - Den klogeste dreng i verden

2010-06-30T09:44:00.003+02:00

Selvom jeg måtte tage både læsebriller og lup i brug - måske i orden set i forhold til min fremskredne alder - for at kunne læse denne grafiske roman, var det alle anstrengelser værd. Bogen er meget smuk med mange fine og finurlige detaljer. Tegninger der minder om et lamineret blad om flysikkerhed. Bogen om Jimmy Corrigan, en mand som lever et mærkeligt ikke-liv - som har et dødssygt ensomt job afbrudt af morens telefonopkald. Jimmy Corrigan, der næppe har et sprog og slet ikke kan give udtryk for følelser, får en dag en flybillet og en invitation til at besøge den far han aldrig har mødt. Han tager afsted og møder bl.a. også den farfar, som han ligner og hvis historie også fortælles. Der sker ikke meget i bogen, bortset fra en række uheld, og mange ansigter er bortvendte, især kvinders - men den rigdom der skjuler sig bag ingenting... er meget.
Og måske slutter bogen med et håb for Jimmy Corrigan..

Citat: Olafur Eliasson

2010-05-13T09:40:00.006+02:00

"Men ved at kigge på møllerne ved vi, at vinden er der, at rummet omkring dem er fuld af modstand. Et kunstværk gør lidt det samme som møllerne. Hvis du går ned ad gaden og tror, at du befinder dig i et negativt rum mellem husene - et tomrum - så kan et rigtig godt kunstværk sige: 'Nej, det er ikke et tomrum.' Det er ligesom, hvis man går gennem en swimmingpool og mærker den der modstand, vandet har på ens krop. I det offentlige rum er det bare ikke vand, men alle mulige interesser og magtforhold, man skal navigere gennem. Forstår du hvad jeg mener? Når nogle mennesker ikke kan klare at gå ned ad gaden, er det, fordi det offentlige rum er så fuld af interesser, magt og ressourcer."
Interview med Olafur Eliasson i "Ud og se", maj 2010.

Den anden hånd

2010-04-19T08:12:00.001+02:00

Chris Cleave's roman "Den anden hånd" handler om den 16-årige Lille Bi fra Nigeria der efter 2 år på et asylcenter bliver løsladt ved fejltagelse. Hun vil opsøge sin eneste kontakt i England, en mand hun har mødt på en strand i Nigeria og hvis pas hun samlede op hin skæbnesvangre dag.

Romanen rummer spændende temaer som skyld og forholdet mellem i-og u-lande, men er svingende skrevet. Nogle steder minder stilen mest om chick lit og mange af personerne træder slet ikke klart frem som troværdige karakterer. Det bedste er nok forfatterens indignation og passager som nedenstående:

"Når I tænker på mit kontinent, tænker I måske på dyrelivet - på løverne og hyænerne og aberne. Når jeg tænker på det, tænker jeg på alle de defekte maskiner, på alt det udtjente og smadrede og knuste og revnede. Ja, vi har løver. De sover oppe på taget af rustne containere. Vi har også hyæner. De tømmer kraniet på mænd der var for langsomme til at flygte fra deres egne soldater. Og aberne? Aberne opholder sig i udkanten af landsbyen hvor de leger oppe på toppen af et bjerg af gamle computere som I sendte for hjælpe vores skole - den skole hvor der ikke er indlagt elektricitet."

Super Marios far

2010-04-17T15:48:00.001+02:00

Japaneren Shigeru Miamoto, som er chefdesigner hos Nintendo, er far til Donkey Kong (1981) og Super Mario, men også til 'Nintendogs', nogle af min søns absolutte favoritter. 'Nintendogs' skabte Miamoto efter han selv fik hund, og blev fascineret af forholdet mellem familien og familiens nye kæledyr. Miamoto har det med at udvikle spil udfra sine hobbyer, og har også skabt mit favoritspil "Wii Fit". Spillet skabte han fordi han i de senere år blevet meget optaget af sin vægt og af at motionere. Jeg savner lidt mere variation i spillet på den lange bane, men selve opfindelsen er genial!

God påske!

2010-04-03T10:29:00.000+02:00

Min søn har lavet sit første spil, et labyrintspil, i GameMaker, der kan downloades gratis. Hjælp til at skabe sine egne spil finder man på Troldspejlets hjemmeside.
Ivans spil, "æggespil" kan downloades herfra http://www.yoyogames.com/games/122317-æggespil

Jeg bruger det samme mærke løbesko som Murakami..

2010-04-01T12:11:00.002+02:00

Jeg har netop læst Haruki Murakami's bog "Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe", og synes at det er interessant at han beskriver at det at skrive en roman for ham er det samme som at bestige et forrevet bjerg eller at kravle op af en stejl klippevæg, en lang sej kamp for at nå toppen. At han må træne sin krop - ved at løbe marathon - for fortsat at være fysisk stærk nok til at kæmpe. Når først vitaliteten ryger, kommer udbrændtheden, både som menneske og som forfatter.
Murakami skriver at livskvalitet findes i selve det at handle og ikke så meget i faste størrelser som tid, tal eller rang. Når man altså klarer sig igennem.
Jo, jeg bruger det samme mærke løbesko som Murakami, men jeg slider dem til gengæld ikke i nævneværdig grad. Jeg er desværre bedre til at drømme end til at handle.

Murakami til Møn i 2010: http://www.verdenslitteratur.dk/node/3

Kalendermordene

2010-03-23T17:27:00.001+01:00

Marek Krajewski: Kalendermordene
Denne krimi er noget særligt fordi den er en ægte krimi noir. I passager får man filmiske s/h billeder på nethinden.. Romanen foregår i 1930’ernes dekadente Breslau (I Polen) hvor den alkoholiserede kriminalråd Mock nærmest i døgndrift arbejder på at opklare de såkaldte kalendermord. En bestialsk seriemorder er på spil, og efterlader et kalenderblad ved hvert offer. Samtidig kæmper Mock med familiære problemer, da hans yppige hustru er ham utro på det skændigste...

Billedrør fra dengang da mor var dreng...

2010-03-09T16:10:00.004+01:00

Min far arbejdede i tresserne som fjernsynsreparatør - dengang indmaden i fjernsyn bestod af rør og printplader. Jeg var dybt fascineret af hans arbejdstaske fyldt med billedrør i diverse størrelser og pakninger men mest af alt af hans loddeapparat når det var i brug. Her ca. 40 år efter laver hans barnebarn i skolen skrotkunst af udtjente elektronikapparater det ikke kan betale sig at reparere længere. Resultatet er blevet en tidsmaskine!

Road story

2010-02-20T08:08:00.002+01:00

Jeg har tilfældigvis fået læst to road story’s i træk, nemlig den islandske Huldar Breidfjörd's: "Kære landsmænd!" og canadiske Miriam Toews': "De flyvende Troutmans". De er meget forskellige: I Breidfjörds bog kører fortælleren, en 25-årig islænding rundt om Island, den såkaldte ringrute på den koldeste og mest ufremkommelige årstid – en prøvelse der skal lære ham at kunne klare alt. Han betragter sig selv som en rejsende, én der ser indad i modsætning til turisten, der flygter fra sig selv. I Toews' bog kører Hattie sammen med sin psykisk ustabile søster Mim's to børn Logan og Thebes igennem USA for at finde børnenes far – søsteren er indlagt og Hattie vil gerne slippe for ansvaret for hendes børn. Hattie har altid haft svært ved at få at levet sit eget liv p.g.a. søsterens sygdom. Logan og Thebes er også dybt misrøgtede af og evigt bekymrede for deres mor, men de er så fantastisk sære, særegne og morsomme, at romanen (og bilen) bare kører hjertensskærende og sjovt derudaf. I begge bøger bliver bilen lidt af et centrum, mest i ”Kære landsmænd” hvor fortælleren nærmest på liv og død må lære at tæmme sin Volvo Lapplander som var det en hest – men ellers er bekymringen, om bilerne når frem til deres bestemmelsessteder. Road story’s er i hvert fald udviklingshistorier hvor den fysiske bevægelse også er til stede.

Vinter i Kbh (fortsat..)

2010-02-05T17:04:00.001+01:00

En vinkel på globaliseringen

2010-01-31T08:13:00.004+01:00

Lars Olsen siger i Politiken 30.01.2010: "De bedrestillede klasser tager afsæt i deres egen livssituation og verdensbillede og fuldstændig overser, at f.eks globaliseringen er socialt skæv i den forstand, at den kommer den højtuddannede til gode, mens fabriksarbejderen oplever, at hans arbejde er flyttet til Kina og at hans børn chikaneres af utilpassede indvandrerunge i gården."

En sort mand jeg kender ønsker enten at blive født som en hvid mand i sit næste liv. "Så kan man rejse hvorhen man vil uden at blive stoppet." Eller som en kat hos en rig hvid mand...

Også i H.C.Ørstedsparken...

2010-01-24T14:10:00.001+01:00

er man varmt klædt på...

"Nilen"

2010-01-23T15:31:00.002+01:00

Ungerne ved Dronning Louises bro har fået halstørklæder på i kulden...

Jul 2009

2009-12-20T21:03:00.004+01:00

Ejersbo

2009-12-03T21:49:00.001+01:00

Jeg er lige blevet færdig med Jacob Ejersbo's Tanzania-trilogi, "Eksil", "Revolution" og "Liberty". Jeg er helt vildt begejstret. "Eksil" var lidt af en ungdomsroman, "Revolution" en novellesamling der strittede lidt i mange retninger, og "Liberty" er på alle måder en mastodont af en roman. I "Liberty" samles alle trådene og meget meget mere. Jeg har aldrig været i Afrika syd for Sahara, men jeg føler nu (næsten) at jeg har været der. Jeg er blevet meget klogere på hvordan det må være at være afrikaner, om korruption, kampen for overlevelse med neglene og at alle vil have en bid af kagen hvis man får den mindste smule økonomisk succes. Om europæerne i Afrika, mange af dem sendt ud med udviklingsbistand. De forsømmer deres børn, og forfalder nemt til gammeldags kolonistil med undertrykkelse, selviskhed og sex. Sanseligt skrev den kære Ejersbo. Læs dem!
Og læs Carstens Jensens forrygende essay om Ejersbo: http://www.information.dk/222743

Trolden

2009-09-13T17:06:00.003+02:00

Skulpturen "Trold der vejrer kristenkød" (eller kristenblod) har altid fascineret mig. Jeg kender den oprindeligt fra Glyptotekets have, og jeg elsker dens voldsomt ekspressive stil, og så er dens historie interessant. Den er skabt af billedhuggeren Niels Hansen-Jacobsen, og gipsudgaven blev udstillet på Charlottenborg Forårsudstilling i 1897. Bronzeudgaven blev købt af brygger Carl Jacobsen og blev i 1903 opstillet i et lille anlæg ved Jesuskirken i Valby, stående i truende position mod den hvide Kristusfigur på korset, som står på pladsen foran kirken. For at illustrere den ondskab der findes i verden.
Men i 1920'erne bliver trolden fjernet og sat ind på dens nuværende plads i Glyptotekets have, sandsynligvis da hverken præst eller menighed i Jesuskirken var begejstrede for den.

I 2002 blev en kopi af trolden påny opstillet i Valby, da man måske igen kunne acceptere at der findes ondskab i verden..

Hansen-Jacobsen fik i 1923 til opgave at skabe et springvand i Vejen, hvor han stammede fra. Springvandet skulle "springe" med det varme vand der var blevet brugt til afkøling af turbinerne på det lokale elektricitetsværk. Hansen-Jacobsen genbrugte trolden, en kopi blev placeret i et bassin omgivet af vandspyede tudser og øgler. Når det var koldt, dampede det godt.. Turbinehaller er nu en saga blot.

Og sådan så ferien ud i virkeligheden....

2009-07-17T08:26:00.000+02:00

Bare at være til...

2009-06-22T07:55:00.003+02:00

Jeg glæder mig til sommerferien. Bare at kunne få lov til at være til uden at skulle noget særligt. Være udenfor så meget som muligt. Nyde den jydske natur og provinsbyliv, læse, dase, lege, spise, svømme....
Ikke så perfekt og fit som på billedet, men langt mindre kan også gøre det.. (JUBII!)

Motorsavsmassakren

2009-06-07T17:13:00.001+02:00

Urg. Foto af publikum til en biografvisning af "Motorsavsmassakren". Efter at have blitzet publikum en to, tre gange blev vi buhet ud og gik....Året var 1985. Dobbeltklik på billedet, hvis du vil studere det nærmere....

Højhuse i Rødovre

2009-06-01T10:14:00.002+02:00

Jeg synes at det er fascinerende at de stadig står der, tomme, højhusene Agerkær og Ruskær, der blev bygget som topmoderne prestigebyggeri midt i 1950'erne (se denne kåde film om byggeriet fra Statens Byggeforskning: http://ing.dk/artikel/76656-film-fra-1950erne-viser-fejl-i-roedovres-hoejhuse). De blev bygget for smalle og med fejl i betonkonstruktionen. Siden 1996 har man vidst at husene ikke ville kunne klare en orkan. Under en storm 1. januar 2007 blev beboerne evakueret, og i løbet af 2007 skulle de fraflytte deres lejligheder. Husene skulle have været nedrevet i begyndelsen af 2008, men de står der endnu, som hule skaller. Meget fascinerende for mit firserforfaldsæstetik-blik..
Her er en artikel om højhusenes endelige skæbne: http://magasinetkbh.dk/node/918