På en bjergside i Kalimpong i den indiske stat VestBengalen, for foden af Himalaya-bjergene, ved Nepals grænse bor den pensionerede indiske dommer Jemubhai med sin elskede hund Mutt og sin fattige kok. Han får ansvaret for sit barnebarn Sai og det sætter en erindringsproces i gang hos ham. Han tænker bittert tilbage på sin tid som middelmådig jurastuderende i England, sit håbløse ægteskab med en indisk kvinde, Nimi, der hverken kunne eller ville lære engelske manerer. Den 18-årige Sai, der har mistet sine forældre i en bilulykke i Rusland, er opvokset på en klosterskole og opdraget til britiske manerer. Hun er det uønskede barn af dommerens uønskede datter.
Dommerens kok bliver der hundset med. Men han har en søn, som han elsker meget højt.
Han siger om ham: ”Min søn arbejder i New York. Han leder en restaurationsforretning” –men sandheden er, at sønnen Biju er illegal indvandrer i New York. Han må arbejde med andre indiske illegale på restauranter i det evige håb om at få en opholdstilladelse. Og hele tiden sender hans far breve over med opfordringer hjemmefra om at skaffe den eller hin slægtning over til USA.
Nogle unge oprørere begår et våbenrøveri i dommerens hus. Sai’s unge huslærer Gyan har fortalt sine venner at der er våben i huset. Han har valgt at ofre sin og Sai's spirende kærlighed for at kæmpe en mere maskulin kamp. For her i 1980’erne ulmer uroen i Kalimpong. Det er indisk-nepaleserne, der er trætte af at blive behandlet som et mindretal i et område, hvor de udgør flertallet. Og nu går det ned ad bakke for beboerne på bjerget.
Romanen vil vise de dybe koloniale mønstre, der ligger lige under den moderne overflade. De to, som rejste ud til den vestlige verden for at få succes, dommeren og kokkens søn, Biju vender begge fortabte hjem. Det tabte land, det tabte Indien. Bogen er meget morsom og skarp og fyldt med sansemættede beskrivelser. Den vandt Man Bookerprisen i 2006.
