Gerbrand Bakker: Omvejen, Gyldendal 2012.
En hollandsk kvinde forlader mand og hjem og kører til Wales i sin bil med nogle få ejendele i en trailer. Hun er kort forinden blevet fyret fra sin stilling som lektor i engelsk litteratur fordi hun har haft en affære med en studerende. Hun lejer sig midlertidig ind i en landejendom, hvor hun bl.a. (finder hun hurtigt ud af) bliver holdt ansvarlig for at en flok gæs ikke bliver spist af ræven. Hun burde skrive på sin afhandling om Emily Dickinson, men dagene går med havearbejde og mødet med mennesker i det lille samfund: frisøren, lægen, fåreavleren, bageren. En ung mand flytter ind hos hende, han bliver simpelthen bare hængende med sin hund og hjælper til. Kvindens psykiske og fysiske tilstand er ikke i orden, hvilket hendes mand er klar over. Derfor tager han til Wales for at hente sin hustru hjem.
Det er en meget fin og underspillet roman om de følelser, der ulmer under overfladen.
Gerbrand Bakkers debutroman Ovenpå er der stille gav forfatteren et stort internationalt gennembrud.