En tomt

En tomt på Sdr. Fasanvej - et usædvanligt syn. Og hvad stolen ligner, nævner jeg ikke... Ikke for at forklejne andre menneskers lidelser, men her i sommervarmen kan jeg overfladisk set sagtens sætte mig ind hvordan folk kan leve på gaden og rumænerne der netop finder de tomme steder at overnatte. Da jeg var yngre prøvede jeg også den slags, fordi vi så kunne rejse næsten uden en øre på lommen. Jeg har med en veninde bl.a. overnattet på en lille platform klos opad en hovedvej i Østrig og jeg har i silende regnvejr sovet under en omvendt robåd på en ø i Kroatien. 

Og en ordforklaring på tomt: lånt i 18. årh. fra norsk tomt, mark, toft; grund, hvorpå der har stået en bygning.

Sommeren 2013: Nu bruges tomten til urban gardening. Super! 

Forstaden hvor jeg voksede op...

I forstaden hvor jeg voksede op, var der ikke mange indtryk der stimulerede den æstetiske sans. Til gengæld var der fysisk frirum til at gå på opdagelse uden forældres indblanding. Himlen fyldte meget, og derfor undrer det mig meget at jeg først så et stjerneskud som 15-årig. Der var ingen der havde fortalt mig om Laurentii Tårer. Måske kiggede jeg sjældent op. Måske har jeg først lagt mærke til at himlen er så stor efter at jeg flyttede til byen, hvor himlen fylder væsentlig mindre. Måske er mit sovehjerte bare for stort!
Det er et problem at vokse op uden æstetiske stimulanser. Hvis ens fysiske omgivelser er ensformige og kedelige med hensyn til arkitektur og natur. Hvis ens forældre eller en man kender kan stimulere én og få én til at åbne øjnene: "Se der" "Læg mærke til..", så er man heldig.

Sig mig, hvor du er vokset op

Jeg har lavet mine egne postkort i ferien. Disse 2 lavede jeg inspireret af Politikens sommerserie "Sig mig, hvor du er vokset op" og af at min mand læste "Robinson Crusoe". Selv gik jeg i gang med Marcel Proust: "Swanns verden", en sanselig oplevelse, som i detaljerigdom minder mig om dette billede af Eugène Atget (jardin du Luxembourg, fontaine de Médicis 1898)

Jimmy Corrigan - Den klogeste dreng i verden

Selvom jeg måtte tage både læsebriller og lup i brug - måske i orden set i forhold til min fremskredne alder - for at kunne læse denne grafiske roman, var det alle anstrengelser værd. Bogen er meget smuk med mange fine og finurlige detaljer. Tegninger der minder om et lamineret blad om flysikkerhed. Bogen om Jimmy Corrigan, en mand som lever et mærkeligt ikke-liv - som har et dødssygt ensomt job afbrudt af morens telefonopkald. Jimmy Corrigan, der næppe har et sprog og slet ikke kan give udtryk for følelser, får en dag en flybillet og en invitation til at besøge den far han aldrig har mødt. Han tager afsted og møder bl.a. også den farfar, som han ligner og hvis historie også fortælles. Der sker ikke meget i bogen, bortset fra en række uheld, og mange ansigter er bortvendte, især kvinders - men den rigdom der skjuler sig bag ingenting... er meget.
Og måske slutter bogen med et håb for Jimmy Corrigan..

Citat: Olafur Eliasson

"Men ved at kigge på møllerne ved vi, at vinden er der, at rummet omkring dem er fuld af modstand. Et kunstværk gør lidt det samme som møllerne. Hvis du går ned ad gaden og tror, at du befinder dig i et negativt rum mellem husene - et tomrum - så kan et rigtig godt kunstværk sige: 'Nej, det er ikke et tomrum.' Det er ligesom, hvis man går gennem en swimmingpool og mærker den der modstand, vandet har på ens krop. I det offentlige rum er det bare ikke vand, men alle mulige interesser og magtforhold, man skal navigere gennem. Forstår du hvad jeg mener? Når nogle mennesker ikke kan klare at gå ned ad gaden, er det, fordi det offentlige rum er så fuld af interesser, magt og ressourcer."
Interview med Olafur Eliasson i "Ud og se", maj 2010.

Den anden hånd

Chris Cleave's roman "Den anden hånd" handler om den 16-årige Lille Bi fra Nigeria der efter 2 år på et asylcenter bliver løsladt ved fejltagelse. Hun vil opsøge sin eneste kontakt i England, en mand hun har mødt på en strand i Nigeria og hvis pas hun samlede op hin skæbnesvangre dag.

Romanen rummer spændende temaer som skyld og forholdet mellem i-og u-lande, men er svingende skrevet. Nogle steder minder stilen mest om chick lit og mange af personerne træder slet ikke klart frem som troværdige karakterer. Det bedste er nok forfatterens indignation og passager som nedenstående:

"Når I tænker på mit kontinent, tænker I måske på dyrelivet - på løverne og hyænerne og aberne. Når jeg tænker på det, tænker jeg på alle de defekte maskiner, på alt det udtjente og smadrede og knuste og revnede. Ja, vi har løver. De sover oppe på taget af rustne containere. Vi har også hyæner. De tømmer kraniet på mænd der var for langsomme til at flygte fra deres egne soldater. Og aberne? Aberne opholder sig i udkanten af landsbyen hvor de leger oppe på toppen af et bjerg af gamle computere som I sendte for hjælpe vores skole - den skole hvor der ikke er indlagt elektricitet."

Super Marios far

Japaneren Shigeru Miamoto, som er chefdesigner hos Nintendo, er far til Donkey Kong (1981) og Super Mario, men også til 'Nintendogs', nogle af min søns absolutte favoritter. 'Nintendogs' skabte Miamoto efter han selv fik hund, og blev fascineret af forholdet mellem familien og familiens nye kæledyr. Miamoto har det med at udvikle spil udfra sine hobbyer, og har også skabt mit favoritspil "Wii Fit". Spillet skabte han fordi han i de senere år blevet meget optaget af sin vægt og af at motionere. Jeg savner lidt mere variation i spillet på den lange bane, men selve opfindelsen er genial!

God påske!

Min søn har lavet sit første spil, et labyrintspil, i GameMaker, der kan downloades gratis. Hjælp til at skabe sine egne spil finder man på Troldspejlets hjemmeside.
Ivans spil, "æggespil" kan downloades herfra http://www.yoyogames.com/games/122317-æggespil

Jeg bruger det samme mærke løbesko som Murakami..

Jeg har netop læst Haruki Murakami's bog "Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe", og synes at det er interessant at han beskriver at det at skrive en roman for ham er det samme som at bestige et forrevet bjerg eller at kravle op af en stejl klippevæg, en lang sej kamp for at nå toppen. At han må træne sin krop - ved at løbe marathon - for fortsat at være fysisk stærk nok til at kæmpe. Når først vitaliteten ryger, kommer udbrændtheden, både som menneske og som forfatter.
Murakami skriver at livskvalitet findes i selve det at handle og ikke så meget i faste størrelser som tid, tal eller rang. Når man altså klarer sig igennem.
Jo, jeg bruger det samme mærke løbesko som Murakami, men jeg slider dem til gengæld ikke i nævneværdig grad. Jeg er desværre bedre til at drømme end til at handle.

Murakami til Møn i 2010: http://www.verdenslitteratur.dk/node/3