Tung og trist om hjertet....

Apropos egne stoftryk...

Lyde fra den nære fortid...

Til en fest forleden begyndte vi at spille husets gamle LP plader, og sikke en fornøjelse det var at sætte pickuppen på skiven og bare høre den velkendte knitren inden musikken starter. Jeg har ikke selv haft en grammofon fremme i over 10 år, men jeg savner det!

Jeg så en udsendelse på DR K "Kunsten at være kreativ" en eftermiddag i løbet af ugen. Man så den franske graffitti-kunstner Ernest Pignon Ernest, der fik trykt nogle kæmpestore silketryk af et motiv inspireret af forfatteren Jean Genet's "Querelle". Ganske ganske flot, men det der gjorde det største indtryk på mig var lyden af raklen, der kører hen over silketrykrammen.  Jeg har selv lavet mange silketryk gennem tiden, og elsker det, men det er altfor længe siden sidst..
I dag skinnede solen og fuglene fløjtede forårskådt. Hvis man lukkede øjnene og ignorerede kulden der bed i kinderne, kunne man godt forestille sig en dejlig varm sommerdag!
Det er godt at se, men lyde er ikke sådan til at kimse af!

Hale-Bob

Jeg kom til at tænke på kometen Hale-Bob, der viste sig på himlen i 1996-97.  Jeg var i Roskilde for at besøge en ven og fik øje på kometen for første gang. Det så ud som om at der var kommet et hul i det sorte bagtæppe, der afgrænser vores verden. Hvidt lys strømmede ind fra den anden side. Mærkværdigt og en daglig nydelse indtil kometen igen forsvandt.

Yndlingsnovellesamlinger i det herrens år 2010.

 

Wells Tower's "Alting plyndret, alting brændt" og Haruki Murakami's "Efter skælvet" ville jeg gerne give i gave til alle dem jeg kender. "Alting plyndret, alting brændt" fordi den er så velskrevet og morsom. Den viser med sine skæve vinkler den moderne fortabte amerikaner i groteske men dog genkendelige situationer. "Efter skælvet" rammer mig sjæleligt og feelgood-agtigt. Menneskers mange lag, sorger og hemmeligheder og forhold til hinanden kan Murakami beskrive mesterligt!

Apropos skulpturer...

 Apropos skulpturer er jeg ret glad for Jes Brinch's. Et lakonisk udtryk hos både mand og hund.

Den imaginære skirejse

Birgithe Kosovic: Det dobbelte land

Milovan vil ikke lade sig korrumpere. Han er serber og partisekretær og senere borgmester i Dubrovnik i det tidligere Jugoslavien. Han hjælper gerne borgere som kommer til hans dør, men hans nærmeste familie hjælper han ikke, selvom det kunne være så nemt. En dag vil et par kroatiske mænd have ham til at skrive under på en erklæring om kroatisk selvstændighed. Det nægter Milovan, som derfor bliver skudt - tror han - men pistolen siger klik. Det slår derefter i bogstavligste forstand klik for Milovan, som i virkeligheden har fortrængt de grusomheder og den afstumpethed han har været vidne til i barndommen.
Han kaster sig ud i en desperat affære med sin bedste vens hustru. Vennen er dødssyg af kræft.  Milovan bliver kort efter degraderet til formand for byens restaurationsforening. 30 år senere, da krigen og det triste ægteskab har fået ham til flygte til sin barndoms landsby - gør han op med sit liv.
Jugoslaviens brutale historie i det 20. århundrede får vi fortalt gennem Milovans slægts historie. Den personlige historie får vi fortalt via Milovans reflektioner over sit livs valg eller nærmere, mangel på samme. Hvornår er han trådt i karakter og har været noget for sine nærmeste? En rigtig god, velskrevet og vedkommende bog!

Hans og Grete?

 

På overfladen idyl, men bag den pæne facade kan alverdens hæsligheder udfolde sig og gør det garanteret.... Øjets og sindets udskyldighed er forsvundet og den (stereotype) fantasi tager over. Hvad mon Haruki Murakami ville blive inspireret til, hvis han så dette billede? Bare ved at tænke Murakami udvider billedets mulige historier sig for mig. Jeg elsker Murakami for at sprænge min normale bevidsthedsopfattelse. At livet er langt mere og har mange flere lag end den normalt vestlige materialistiske livsopfattelse - det er dælme skønt!