Jeg har tilfældigvis fået læst to road story’s i træk, nemlig den islandske Huldar Breidfjörd's: "Kære landsmænd!" og canadiske Miriam Toews': "De flyvende Troutmans". De er meget forskellige: I Breidfjörds bog kører fortælleren, en 25-årig islænding rundt om Island, den såkaldte ringrute på den koldeste og mest ufremkommelige årstid – en prøvelse der skal lære ham at kunne klare alt. Han betragter sig selv som en rejsende, én der ser indad i modsætning til turisten, der flygter fra sig selv. I Toews' bog kører Hattie sammen med sin psykisk ustabile søster Mim's to børn Logan og Thebes igennem USA for at finde børnenes far – søsteren er indlagt og Hattie vil gerne slippe for ansvaret for hendes børn. Hattie har altid haft svært ved at få at levet sit eget liv p.g.a. søsterens sygdom. Logan og Thebes er også dybt misrøgtede af og evigt bekymrede for deres mor, men de er så fantastisk sære, særegne og morsomme, at romanen (og bilen) bare kører hjertensskærende og sjovt derudaf. I begge bøger bliver bilen lidt af et centrum, mest i ”Kære landsmænd” hvor fortælleren nærmest på liv og død må lære at tæmme sin Volvo Lapplander som var det en hest – men ellers er bekymringen, om bilerne når frem til deres bestemmelsessteder. Road story’s er i hvert fald udviklingshistorier hvor den fysiske bevægelse også er til stede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar