Vi havde fået frit spillerum i et par timer i Alexandria. Jeg var helt bjergtaget af at være der hvor Lawrence Durell's "Alexandria-kvartetten" havde "fundet sted" og hvor et af verdens syv vidundere havde ligget (fyrtårnet på Faros). Alexandria var også byen, som de gamle sporvogne blev sendt til i 70'erne, da det var slut med at køre på skinner i de københavnske gader. Det er blevet mig fortalt at man dengang kunne køre i sporvogn i Alexandria og stadig se den oprindelige danske skiltning.
For at udnytte tiden bedst muligt prajede vi en hestevogn ved banegården. En ældre firskåret mand var kusk og en enkelt hest trak en vogn med plads til 3 passagerer. Vi kørte ned af gader, som bygningsmæssigt bar tydelige præg fra tiden under den britiske krone. Vi kørte ned til havnen og stirrede ud over den plet hvor fyrtårnet på Faros engang havde stået, og vi kørte langs den langstrakte strandpromenade. Men det der gjorde størst indtryk på mig var kuskens barkede næver som jeg rørte ved da jeg betalte ham og takkede for turen. Jeg var som sædvanligt usikker på om jeg gav ham alt for meget eller alt for lidt. Kusken havde siddet med de tømme dag ud og dag ind i mange år, for hans hænder var formet efter dem, knyttede med hver sit cylinderformede hul med plads til læderremmene. Hænderne var stenhårde at røre ved, ru og fyldt med de rifter man får når ens hud er tør og hård.
Der kan godt nok være meget lidelse og fortælling i sådan et par hænder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar