Kurhuset på Sct. Hans |
Pavillonen når den er lukket |
Pavillonen når der er fest. Her 1. maj i Karens Minde |
Denne smukke dansepavillon blev bygget ved Sct. Hans Hospital i Roskilde i midten af 1800-tallet og blev anskaffet for penge som afdøde patienter efterlod sig i hospitalets regi. Pavillonen er tegnet af arkitekt Gottlieb Bindesbøll, som også i 1854-59 tegnede hospitalets Kurhus, der blev det første egentlige behandlingssted for sindssyge i Danmark.
Frem til omkring 1950’erne var der aktivitet i patienternes dansepavillon. Der kunne synges og danses for at forbedre den mentale sundhed. Hvert år ved frugtsæsonens afslutning blev der afholdt ’Rødgrødsbal'. Borde og stole blev stillet op inde og ude, og der blev hængt markiser og kulørte lamper op. Der blev serveret rødgrød og så blev der spillet op til dans. Sangerinden Katy Bødtker var i mange år et fast indslag.
I den sidste halvdel af 1900-tallet ebbede aktiviteterne i pavillonen ud. Hospitalets patienter blev færre (nu godt 400 mod 1100 i begyndelsen af århundredet) og mere syge. Behandlingsformerne var ligeledes ændret. I 1990’erne stod pavillon ubrugt hen og man valgte at frede og flytte bygningen til Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen, hvor den blev indviet i 2002. Bygningen er ren nydelse og poesi set med mine øjne! Jeg håber på en dans her en eller anden dag!
En smuk detalje ved bygningen |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar