Jimmy Corrigan - Den klogeste dreng i verden

Selvom jeg måtte tage både læsebriller og lup i brug - måske i orden set i forhold til min fremskredne alder - for at kunne læse denne grafiske roman, var det alle anstrengelser værd. Bogen er meget smuk med mange fine og finurlige detaljer. Tegninger der minder om et lamineret blad om flysikkerhed. Bogen om Jimmy Corrigan, en mand som lever et mærkeligt ikke-liv - som har et dødssygt ensomt job afbrudt af morens telefonopkald. Jimmy Corrigan, der næppe har et sprog og slet ikke kan give udtryk for følelser, får en dag en flybillet og en invitation til at besøge den far han aldrig har mødt. Han tager afsted og møder bl.a. også den farfar, som han ligner og hvis historie også fortælles. Der sker ikke meget i bogen, bortset fra en række uheld, og mange ansigter er bortvendte, især kvinders - men den rigdom der skjuler sig bag ingenting... er meget.
Og måske slutter bogen med et håb for Jimmy Corrigan..

Citat: Olafur Eliasson

"Men ved at kigge på møllerne ved vi, at vinden er der, at rummet omkring dem er fuld af modstand. Et kunstværk gør lidt det samme som møllerne. Hvis du går ned ad gaden og tror, at du befinder dig i et negativt rum mellem husene - et tomrum - så kan et rigtig godt kunstværk sige: 'Nej, det er ikke et tomrum.' Det er ligesom, hvis man går gennem en swimmingpool og mærker den der modstand, vandet har på ens krop. I det offentlige rum er det bare ikke vand, men alle mulige interesser og magtforhold, man skal navigere gennem. Forstår du hvad jeg mener? Når nogle mennesker ikke kan klare at gå ned ad gaden, er det, fordi det offentlige rum er så fuld af interesser, magt og ressourcer."
Interview med Olafur Eliasson i "Ud og se", maj 2010.

Den anden hånd

Chris Cleave's roman "Den anden hånd" handler om den 16-årige Lille Bi fra Nigeria der efter 2 år på et asylcenter bliver løsladt ved fejltagelse. Hun vil opsøge sin eneste kontakt i England, en mand hun har mødt på en strand i Nigeria og hvis pas hun samlede op hin skæbnesvangre dag.

Romanen rummer spændende temaer som skyld og forholdet mellem i-og u-lande, men er svingende skrevet. Nogle steder minder stilen mest om chick lit og mange af personerne træder slet ikke klart frem som troværdige karakterer. Det bedste er nok forfatterens indignation og passager som nedenstående:

"Når I tænker på mit kontinent, tænker I måske på dyrelivet - på løverne og hyænerne og aberne. Når jeg tænker på det, tænker jeg på alle de defekte maskiner, på alt det udtjente og smadrede og knuste og revnede. Ja, vi har løver. De sover oppe på taget af rustne containere. Vi har også hyæner. De tømmer kraniet på mænd der var for langsomme til at flygte fra deres egne soldater. Og aberne? Aberne opholder sig i udkanten af landsbyen hvor de leger oppe på toppen af et bjerg af gamle computere som I sendte for hjælpe vores skole - den skole hvor der ikke er indlagt elektricitet."

Super Marios far

Japaneren Shigeru Miamoto, som er chefdesigner hos Nintendo, er far til Donkey Kong (1981) og Super Mario, men også til 'Nintendogs', nogle af min søns absolutte favoritter. 'Nintendogs' skabte Miamoto efter han selv fik hund, og blev fascineret af forholdet mellem familien og familiens nye kæledyr. Miamoto har det med at udvikle spil udfra sine hobbyer, og har også skabt mit favoritspil "Wii Fit". Spillet skabte han fordi han i de senere år blevet meget optaget af sin vægt og af at motionere. Jeg savner lidt mere variation i spillet på den lange bane, men selve opfindelsen er genial!

God påske!

Min søn har lavet sit første spil, et labyrintspil, i GameMaker, der kan downloades gratis. Hjælp til at skabe sine egne spil finder man på Troldspejlets hjemmeside.
Ivans spil, "æggespil" kan downloades herfra http://www.yoyogames.com/games/122317-æggespil

Jeg bruger det samme mærke løbesko som Murakami..

Jeg har netop læst Haruki Murakami's bog "Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe", og synes at det er interessant at han beskriver at det at skrive en roman for ham er det samme som at bestige et forrevet bjerg eller at kravle op af en stejl klippevæg, en lang sej kamp for at nå toppen. At han må træne sin krop - ved at løbe marathon - for fortsat at være fysisk stærk nok til at kæmpe. Når først vitaliteten ryger, kommer udbrændtheden, både som menneske og som forfatter.
Murakami skriver at livskvalitet findes i selve det at handle og ikke så meget i faste størrelser som tid, tal eller rang. Når man altså klarer sig igennem.
Jo, jeg bruger det samme mærke løbesko som Murakami, men jeg slider dem til gengæld ikke i nævneværdig grad. Jeg er desværre bedre til at drømme end til at handle.

Murakami til Møn i 2010: http://www.verdenslitteratur.dk/node/3

Kalendermordene

Marek Krajewski: Kalendermordene
Denne krimi er noget særligt fordi den er en ægte krimi noir. I passager får man filmiske s/h billeder på nethinden.. Romanen foregår i 1930’ernes dekadente Breslau (I Polen) hvor den alkoholiserede kriminalråd Mock nærmest i døgndrift arbejder på at opklare de såkaldte kalendermord. En bestialsk seriemorder er på spil, og efterlader et kalenderblad ved hvert offer. Samtidig kæmper Mock med familiære problemer, da hans yppige hustru er ham utro på det skændigste...

Billedrør fra dengang da mor var dreng...

Min far arbejdede i tresserne som fjernsynsreparatør - dengang indmaden i fjernsyn bestod af rør og printplader. Jeg var dybt fascineret af hans arbejdstaske fyldt med billedrør i diverse størrelser og pakninger men mest af alt af hans loddeapparat når det var i brug. Her ca. 40 år efter laver hans barnebarn i skolen skrotkunst af udtjente elektronikapparater det ikke kan betale sig at reparere længere. Resultatet er blevet en tidsmaskine!

Road story

Jeg har tilfældigvis fået læst to road story’s i træk, nemlig den islandske Huldar Breidfjörd's: "Kære landsmænd!" og canadiske Miriam Toews': "De flyvende Troutmans". De er meget forskellige: I Breidfjörds bog kører fortælleren, en 25-årig islænding rundt om Island, den såkaldte ringrute på den koldeste og mest ufremkommelige årstid – en prøvelse der skal lære ham at kunne klare alt. Han betragter sig selv som en rejsende, én der ser indad i modsætning til turisten, der flygter fra sig selv. I Toews' bog kører Hattie sammen med sin psykisk ustabile søster Mim's to børn Logan og Thebes igennem USA for at finde børnenes far – søsteren er indlagt og Hattie vil gerne slippe for ansvaret for hendes børn. Hattie har altid haft svært ved at få at levet sit eget liv p.g.a. søsterens sygdom. Logan og Thebes er også dybt misrøgtede af og evigt bekymrede for deres mor, men de er så fantastisk sære, særegne og morsomme, at romanen (og bilen) bare kører hjertensskærende og sjovt derudaf. I begge bøger bliver bilen lidt af et centrum, mest i ”Kære landsmænd” hvor fortælleren nærmest på liv og død må lære at tæmme sin Volvo Lapplander som var det en hest – men ellers er bekymringen, om bilerne når frem til deres bestemmelsessteder. Road story’s er i hvert fald udviklingshistorier hvor den fysiske bevægelse også er til stede.