tirsdag den 21. februar 2012

Et citat - i hvert fald til mig selv...

Citatet stammer fra Per Pettersons bog "Månen over porten":
"..ting koster. At når der er noget man virkelig gerne vil, så kommer det ikke sejlende. Det tager tid, det kræver overvindelse, og en slags mod. Nogle meget fine ting kommer sejlende af sig selv, det er sandt, men det er fordi vi har fortjent dem, og vi kan ikke budgettere med det vi har fortjent. Det er ikke op til os. Det vi skal budgettere med, er overvindelsen."

torsdag den 2. februar 2012

Vandtårn i Hvidovre

Jeg havde hørt historien fra mange sider: sangerinden Birthe Kjær havde boet i et vandtårn i Hvidovre. Men det var altså ikke i Hvidovre Vandtårn (se billede foroven) som jeg længe gik og troede.
I følge Birthe Kjærs selvbiografi var hun i 1974 faldet over en annonce: "Søger De noget specielt?" Det var et ombygget vandtårn på Grønholtvej i Hvidovre (se billede forneden). Det runde vandtårnsrum brugte hun som stue. Birthe Kjær flyttede i 1992 til Gentofte efter 18 år i "vandtårnet".

søndag den 8. januar 2012

Bakkehusalfabetet

 
Skøn alfabetudstilling på Bakkehusmuseet af digteren Morten Søndergaard. Sidste dag søndag den 8.1. Et must for bog- og sprogelskere... http://bakkehusmuseet.dk/Arrangementer/Udstillinger.html

onsdag den 28. december 2011

Rønnevang





Min datter og jeg på julebesøg i mit gamle barndomskvarter. Det gamle lokale indkøbscenter er smadret og ikke længere i brug og min gamle skole Rønnevangsskolen skal ikke længere være skole, men plejecenter. Man skal ikke længere end til Tåstrup for at komme til Udkantsdanmark...



Oktober 2012. Mindre end et år efter jeg skrev det oprindelige indslag, er man i fuld gang med at rive Rønnevangsskolen ned p.g.a. skimmelsvamp og PCB. De i øvrigt fine bygninger,  har kun haft et liv på ca. 40 år. 16. juni 1971 blev skolen officielt indviet, men havde allerede virket et par år. Selv startede jeg på skolen i 2. klasse i januar 1970. Det var Hartmann-Petersens tegnestue, Habakuk og hans kone Gerda, som var arkitekter på Rønnevangsskolen.

tirsdag den 15. november 2011

Little people...

Haruki Murakami: 1Q84, bd. 1 og 2

Murakami åbner en sprække ind til en anden virkelighed end den vi vestlige mennesker normalt plejer at orientere os i. 
Da jeg var så heldig at opleve den skønne og egentlig meget jordnære og ydmyge forfatter til Verdenslitteratur på Møn sidste år fortalte han, at det kun er i den vestlige kultur, hvor man ser tingene som de er - og ser alt andet som "overnaturligt".  I alle andre kulturer er væsener og "det andet" en naturlig dimension i livet. 
I Murakami's nyeste roman "1Q84" optræder little people.   Jeg tænkte i starten at denne tegning muligvis kunne illustrere dem, men efter at have læst bind 2 ved jeg at little people er noget helt helt andet. 
Jeg har ventet på denne roman med stor spænding. Jeg var ikke særlig begejstret for "Efter midnat" og frygtede det værste. Men jeg må indrømme, at jeg p.t. er helt solgt og venter utålmodigt på tredje og sidste bind af"1Q84".

tirsdag den 8. november 2011

Hot or not

Missionshotellet Ansgar har mistet el på skiltet og er blevet ligeså "hot" som visse andre etablissementer i Colbjørnsensgade...

onsdag den 12. oktober 2011

Når bossen er en kvinde

I min gård sker der i øjeblikket store ændringer inden metroselskabet for alvor går i gang med byggeriet af metrostationen i Stampesgade. Der bliver lavet skraldesug, ny port, brandvej m.m. Hærdebrede mænd kører rutineret og foretagsomt rundt i diverse bobcats. Men deres boss er spinkel ung kvinde med hestehale. Derfor dette billede. En mand ville vel næppe hænge et skilt op med lyserøde bånd??!!

Morgenerne er alligevel det bedste....


Det bedste er alligevel morgenerne i København eller i enhver storby man besøger. Det skal helst være en lettere diset morgen. Den måde folk har travlt på. Butikker der får leveret varer.
Jeg kan godt lide Vigerslev Allé, fordi det er stadig er en rigtig allé og fordi det er gode morgener når jeg står og venter på bussen.