onsdag den 26. september 2012

David Vann: Fortælling om et selvmord

David Vann: Fortælling om et selvmord: fortællinger. Gyldendal, 2012.

 Suverænt fortalte noveller fra Alaska om drengen Roy og hans fars selvmord - set fra forskellige vinkler. Novellerne har deres udspring i David Vann's egne oplevelser. Hans egen far begik selvmord. 
Det er ikke bare selvmordet, som er belastende for Roy, for faren er meget psykisk ustabil og efter forældrenes skilsmisse kræver han hele tiden sønnens opbakning. I bogens længste fortælling tager faren, der er uddannet tandlæge,  den 13-årige søn med ud i en hytte på en øde ø i Alaska, hvor faren har planlagt at de skal bo og overleve på primitive vilkår i et år. Roy skal ikke alene undvære sin mor, sin søster og sine venner (og piger) men han er prisgivet farens luner, hans natlige gråd og manglende færdigheder i at kunne overleve i vildmarken. Historien er en stærk beskrivelse af det følelseshelvede som far og derfor også søn må leve i. Roy kan ikke tillade sig at vise sine følelser. 
Jeg er meget betaget af den detaljerede beskrivelse af hvordan de forsøger at overleve i den vilde natur og hvor svært det egentlig må være, når man ikke er særlig praktisk anlagt men bare har en drøm.

Ingen kommentarer: