lørdag den 29. december 2007

Banzai


Min yndlingsrestaurant har i flere år været den japanske "Banzai" i Skydebanegade. Jeg synes det er smukt og poetisk at indehaverne har brugt en 1/4 af restaurantarealet til et landskab med en rislende bæk. Mine yndlingsretter er sukiyaki og gyoza!!
I går fik jeg overrakt 2 af disse gavekort fra mine tidligere kollegaer efter eget ønske til netop min yndlingsrestaurant, og se bare hvor flotte de er. Håndlavede ved købet, er det ikke bare fantastisk? Jeg nænner (næsten) ikke at bruge dem...

mandag den 24. december 2007

What a beautiful morning...

Foggy Stampesgade
Da jeg denne juleaftensmorgen skulle i 7-11 for at købe æg til marengs, måtte jeg ud i dette tågede og triste vejr. Det minder mest om Sherlock Holmes' vejr eller nytårsmorgener, efter braget...
hvor man stadig meget beruset vakler hjem, eller de seneste mange års skinbarlige og fornuftige virkelighed, at jeg vågner op om morgenen i min egen seng og har lidt ondt i hovedet. Marengsene er i farverne hvid, lyseblå og lyserød og står nu i ovnen. Jeg håber at det klarer op.

onsdag den 19. december 2007

November og december og...


Vejret er trist i disse måneder, men jeg er begyndt at kigge på træerne. De er nøgne. Nogle står dog endnu med få blade og enkelte råt med gule æbler på. Træerne er ofte fugtige og de viser sig grafisk sorte mod den gråhvide himmel, karakterfulde, med hver deres profil og ofte stærke personlighed. I fri natur spreder de sig ud, men ved byens færdelsårer er de ofte karakterløse, stadig kun beplantning uden særlig mange år på bagen.

søndag den 16. december 2007

Til dem der snubler..


Til dem der snubler eller falder over denne blog: I ønskes en glædelig jul fra min ganske husstand: overtegnede samt de 2 elskelige herrer, Ivan og Michael.

fredag den 14. december 2007

Ungdomshuset og sorte klat

Billeder fra første halvdel af firserne:
Bandet: NRG. Julehappening. Sorte Klat.


Copyright to these pictures: Marianna Finnsdóttir Krarup

Baren i Ungdomshuset 69 © Marianna Finnsdóttir Krarup
NRG © Marianna Finnsdóttir Krarup
NRG © Marianna Finnsdóttir Krarup
© Marianna Finnsdóttir Krarup
Gøgl for børn © Marianna Finnsdóttir Krarup
© Marianna Finnsdóttir Krarup
Sorte Klat © Marianna Finnsdóttir Krarup
Sorte Klat © Marianna Finnsdóttir Krarup
Fællesspisning © Marianna Finnsdóttir Krarup
Julehappening foran Illum © Marianna Finnsdóttir Krarup
Julehappening foran Illum © Marianna Finnsdóttir Krarup

Demo ved Politigården © Marianna Finnsdóttir Krarup
Savage Rose på scenen © Marianna Finnsdóttir Krarup

mandag den 10. december 2007

Åh, jeg dåner...



Jeg har lige været på rundvisning i Nationalmuseets klunkehjem, og det er altid et besøg værd. Rundviseren fortalte, at kvinder i gamle dage dånede fra tid til anden når de var på visitter. Det var vært(inden) der bestemte hvornår visitten var forbi. Som gæst havde man ikke mulighed for at låne et toilet for det hørte til den private del af lejligheden. Så hvis man var meget trængende, var man nødt til at dåne for i utide at kunne forlade selskabet.

torsdag den 6. december 2007

Umenneskelig vil man ikke være


"Umenneskelig vil man ikke være, og menneskelig tør man ikke være – af hensyn til konsekvenserne” sagde justitsminister Steincke i 1937 om landets flygtningepolitik. Og den politik gælder så sandelig endnu den dag i dag. Man burde vise respekt og forståelse for det enkelte menneske i stedet for kun at tænke med pengepungen. Føj!

lørdag den 1. december 2007

Så du Ham?


Min søn er meget optaget af gavekalenderen og julemanden. I går aftes lagde han sin Gameboy under den nyophængte kalender for at julemanden kunne se, at han ønsker sig et nyt spil. Og da han i nat kom ind i sine forældres soveværelse, hvor kalenderen hænger, og han så at der var kommet en pakke, spurgte han mig: "Så du ham?"
I bedste Stephen King stil lå der en skrattende (hån)latter-maskine til det troskyldige barn i 1. december pakken.