tirsdag den 21. februar 2012

Et citat - i hvert fald til mig selv...

Citatet stammer fra Per Pettersons bog "Månen over porten":
"..ting koster. At når der er noget man virkelig gerne vil, så kommer det ikke sejlende. Det tager tid, det kræver overvindelse, og en slags mod. Nogle meget fine ting kommer sejlende af sig selv, det er sandt, men det er fordi vi har fortjent dem, og vi kan ikke budgettere med det vi har fortjent. Det er ikke op til os. Det vi skal budgettere med, er overvindelsen."

torsdag den 2. februar 2012

Vandtårn i Hvidovre

Jeg havde hørt historien fra mange sider: sangerinden Birthe Kjær havde boet i et vandtårn i Hvidovre. Men det var altså ikke i Hvidovre Vandtårn (se billede foroven) som jeg længe gik og troede.
I følge Birthe Kjærs selvbiografi var hun i 1974 faldet over en annonce: "Søger De noget specielt?" Det var et ombygget vandtårn på Grønholtvej i Hvidovre (se billede forneden). Det runde vandtårnsrum brugte hun som stue. Birthe Kjær flyttede i 1992 til Gentofte efter 18 år i "vandtårnet".