Miniaturebogkunstneren Gudlaugur Arason

Advarsel: "Bøger kan kede folk ihjel"

Værker set på Hovedbiblioteket (Borgarbokasafnid) i Reykjavik

Haver i Reykjavik

Islandske bjerge - Borganes og Hvalfjord

Jeg har lige været på en skøn ferie til Island og fik tegnet lidt bjerge.

Cocktailsovs

Når jeg besøger Island og introducerer en ny person til landet - har min fætter Kári altid været flink til at køre os til "den gyldne trekant": Gullfoss, Geysir og Tingvellir. Her er vi på en sådan tur for ca. 10 år siden - min mand til venstre og fætter Kári til højre. Vi er standset ved en tankstation med tilhørende "restaurant". Solen bager skånselsløst ned, ingen skygge ses i miles omkreds. Vi går ind for at spise, fastfood er på menuen. Der står også cocktailsovs, og vi spørger hvad det er? Min fætter fortæller os at det er en islandsk specialitet, en blanding mellem ketchup og mayonnaise. Nemt bekvemt, to smage i én.... Læs mere om cocktailsovs: http://en.wikipedia.org/wiki/Cocktail_sauce

Prince Polo

 

I min barndom på Island spiste vi altid kiksechokoladen Prince Polo, som yndlingsslik eller som mellemmåltid når vi var på biltur. I årtier, formodentlig i 60'erne og 70'erne, var Prince Polo den mest solgte chokolade på Island. 

Chokoladen blev fremstillet på en fabrik i Polen fra 1955, og var nemt genkendelig på grund af den luksuriøse guldpakning med brune stjerner.

På et tidspunkt var en flok islandske journalister på tur til Polen hvor de fik fremvist det ypperste af hvad den socialistiske republik kunne præstere. Til sidst blev journalisterne spurgt om der var noget  specielt de ønskede at se. De svarede selvfølgelig straks "Prins Póló" fabrikken. Polakkerne prøvede først at undslå sig, men endte med at vise fabrikken frem. Chokoladefabrikken skuffede fælt. Den var ussel og undseelig og kunne slet ikke leve op til det flotte guldpapir og æren af at fremstille Islands mest populære chokolade.... I dag har chokoladen fået en langt mindre pompøs indpakning.

ellebællemigfortælle..

Et billede fra en lille udstilling jeg for nyligt lavede om min barndom. Man skulle tro at jeg havde levet under World War II, men det skal forestille min venindes brors tinsoldater. De var så mange søskende at de måtte køre i egen bus på ferie..

Da jeg skulle starte i skolen, havde jeg svært ved at bestå modenhedstesten. Skoleinspektøren viste mig et billede af en høne og spurgte hvad det forestillede. "Det ved jeg ikke, svarede jeg, men det kan lægge æg"..

Udvalget - islandske fotos 1866-2009

Skøn udstilling af islandske fotos på Nordatlantens Brygge. Her er det Sigurgeir Sigurjónsson der har fotograferet.

Billedrør fra dengang da mor var dreng...

Min far arbejdede i tresserne som fjernsynsreparatør - dengang indmaden i fjernsyn bestod af rør og printplader. Jeg var dybt fascineret af hans arbejdstaske fyldt med billedrør i diverse størrelser og pakninger men mest af alt af hans loddeapparat når det var i brug. Her ca. 40 år efter laver hans barnebarn i skolen skrotkunst af udtjente elektronikapparater det ikke kan betale sig at reparere længere. Resultatet er blevet en tidsmaskine!

Road story

Jeg har tilfældigvis fået læst to road story’s i træk, nemlig den islandske Huldar Breidfjörd's: "Kære landsmænd!" og canadiske Miriam Toews': "De flyvende Troutmans". De er meget forskellige: I Breidfjörds bog kører fortælleren, en 25-årig islænding rundt om Island, den såkaldte ringrute på den koldeste og mest ufremkommelige årstid – en prøvelse der skal lære ham at kunne klare alt. Han betragter sig selv som en rejsende, én der ser indad i modsætning til turisten, der flygter fra sig selv. I Toews' bog kører Hattie sammen med sin psykisk ustabile søster Mim's to børn Logan og Thebes igennem USA for at finde børnenes far – søsteren er indlagt og Hattie vil gerne slippe for ansvaret for hendes børn. Hattie har altid haft svært ved at få at levet sit eget liv p.g.a. søsterens sygdom. Logan og Thebes er også dybt misrøgtede af og evigt bekymrede for deres mor, men de er så fantastisk sære, særegne og morsomme, at romanen (og bilen) bare kører hjertensskærende og sjovt derudaf. I begge bøger bliver bilen lidt af et centrum, mest i ”Kære landsmænd” hvor fortælleren nærmest på liv og død må lære at tæmme sin Volvo Lapplander som var det en hest – men ellers er bekymringen, om bilerne når frem til deres bestemmelsessteder. Road story’s er i hvert fald udviklingshistorier hvor den fysiske bevægelse også er til stede.

Vidiker i Bárdardal

På gården Vidiker i Bárdardal i Island voksede min mor Sigrún op. Her ses hun øverst til venstre Ved siden af står min mormor Margrét og min mors storesøster Hildur. I midten forneden ses min mors lillesøstre Rannveg og Àslaug. De andre børn er gæster på gården. Året er ca. 1947.

Drømmer om sne...

For 2 år siden i januar, var min familie og jeg i Reykjavik til min mormors 100 års fødselsdag, og der var masser af sne. Herligt! Man sank i til knæene og det knasede når man gik. På dette sted ved nattetide, efter min mormors fødselsdagsfest, så min datter og jeg nordlyset danse i grønne bølger over himlen..

Det gode skib M/S Gullfoss...

Det var "Gullfoss" vi sejlede med i 4-5 døgn i 1969, da vi flyttede fra Reykjavik til København. Jeg husker kvalmen, Quality Street, Tobleronen, far der prøvede at underholde min søster og mig med kortspil og andet, mens min mor lå søsyg i kahytten på stort set hele rejsen. Skibet symboliserer et stort vendepunkt i mit liv. Vi flyttede først ind på Vesterbro hos min farfar og farmor med baggård, lokummerne der stadig stod der og koks i kælderen. Alt var anderledes og jeg kunne ikke tale dansk.

Ligesom mennesker der gennemlever forskellige faser alt efter hvor de bor og hvad de laver, levede skibet M/S Gullfoss en omskiftelig tilværelse. Det sank i 1976 i det Røde Hav under en brand, mens det under navnet "Mecca" sejlede med pilgrimme.