Viser opslag med etiketten forladte steder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forladte steder. Vis alle opslag

mandag den 22. december 2014

"Ventestedet" af SIGNA

"Ventestedet" af performancegruppen SIGNA blev spillet i november/ december 2014 i et hus på et forblæst Grønttorv i Valby.
Udenfor stod der "Lagunen. Psykiatrisk ventested". Vi blev budt indenfor af overlæge Dr. Peter Wächter, og ført forbi receptionen ind i et lokale, hvor vi blev budt velkommen. Publikum var nye patienter smittet med sygdommen 3P og vi skulle screenes for sygdommen de næste 5 timer. Vi skiftede til patienttøj og blev opdelt i grupper (jeg var hest).
Vi skulle tilbringe aftenen med at besøge og snakke med de faste patienter på deres værelser, vekslende med forskellige terapeutiske sessions som gruppeterapi og gymnastik samt et enkelt besøg i kantinen. Sansemæssigt var det et bombardement af indtryk. Lagunen lignede indretningsmæssigt en østtysk institution anno 1970-80, det var virkelig, virkelig "flot". Patienternes værelser var ofte indrettet med infantilt meget lyserødt. Patienterne var umyndiggjorte og vidste ikke om de blev, eller hvornår de blev flyttet til en anden og måske værre institution. De havde fuldt ud accepteret at de var blevet institutionaliserede og accepterede stedets love og rutiner. De havde alle en eller anden form for mental brist og en sorg i sig.

Fire personlige sansemæssige indtryk ud af mange: En kvindelig patient gav mig hånden. Hånden var lille og misdannet, en mærkelig blød og uventet følelse / En mandlig patient tog os ind på sit værelse, hvor to spolebåndoptagere kørte med en optagelse af hans fars stemme. Sansemæssig var det fantastisk at opleve spolebåndoptagere igen, deres udvendige mekanik er jo sjælden fysisk i dag / En gruppeterapi session, hvor vi skulle fortælle om en drøm vi havde haft. Hele tiden blev vi afbrudt af støj: smækken med døre, musik fra tilstødende værelser, et sancta lucia optog med en anden gruppe, som iført hjemmelavede hatte og skeer som lys gik igennem lokalet / Den sidste sygeplejerske, vi mødte, var myndig, men det gik hurtig op for en, at man ikke forstod hvad hun sagde, for hun sagde 3 ord højt, bevægede kun munden ved de næste 3 ord, sagde 3 ord højt o.s.v. Fabelagtigt - det hele altså!

mandag den 5. november 2012

Valby Gassilo


Valby Gassilo, også kaldet Køgevejens Gasbeholder, blev taget i brug i juli 1967. Den blev bygget fordi Valby Gasværk eksploderede i 1964 hvor fire personer blev dræbt og 100.000 ruder smadret i en radius på fem kilometer. 
Den 108 meter høje lyseblå stålkonstruktion er et af Københavns vartegn. Hvis siloen var blevet klassificeret som en bygning, ville den have været Danmarks næsthøjeste. Valby Gassilo blev taget ud af drift i sommeren 2007 og har siden stået ubrugt hen. Men søndag den 4. november 2012 er det uigenkaldeligt slut. Med sprængstof bliver siloen væltet omkuld på Frem's boldbaner kl. 12. Det skal nok blive noget af et syn! Og det blev det, stående på Ny Ellebjerg Station:

De nederste to billeder er taget af min veninde Lise Blom, som har nyttehave lige ved det faldne vandtårn. Man kan rolig sige at gassen er gået af ballonen....

søndag den 5. august 2012

Når man ikke har bil...

Når man ikke har bil ser man normalt ikke disse kuriositeter, som jeg har studset over på det seneste.  1/ I vores kolonihaveområde i Ballerup har jeg lokaliseret 2 parkeringspladser til trailere, endda med den bedste udsigt. 2/ Humor hos Q8, Bank mig står der - formodentligt til tæpperne i bilerne?

torsdag den 2. august 2012

Lost places


Guy Tillim
Alexandra Ranner
Spændende udstilling i Hamburger Kunsthalle:
"Lost Places - Sites of Photography" 8. juni - 23 sept. 2012
Se mere: http://www.hamburger-kunsthalle.de/index.php/lost-places.html

onsdag den 28. december 2011

Rønnevang





Min datter og jeg på julebesøg i mit gamle barndomskvarter. Det gamle lokale indkøbscenter er smadret og ikke længere i brug og min gamle skole Rønnevangsskolen skal ikke længere være skole, men plejecenter. Man skal ikke længere end til Tåstrup for at komme til Udkantsdanmark...



Oktober 2012. Mindre end et år efter jeg skrev det oprindelige indslag, er man i fuld gang med at rive Rønnevangsskolen ned p.g.a. skimmelsvamp og PCB. De i øvrigt fine bygninger,  har kun haft et liv på ca. 40 år. 16. juni 1971 blev skolen officielt indviet, men havde allerede virket et par år. Selv startede jeg på skolen i 2. klasse i januar 1970. Det var Hartmann-Petersens tegnestue, Habakuk og hans kone Gerda, som var arkitekter på Rønnevangsskolen.

søndag den 18. september 2011

----- City 2 -----

Planche fra udstilling på Kroppedal Museum

City 2 åbnede i 1975. Inden byggeriet legede vi i det åbne landskab og i forladte kondemnerede huse. Under byggeriet legede vi på byggepladsen og fik tømret vores egne møbler sammen til vores klubhus "Ruinen", der lå i et skur.
City 2 var et eldorado med eget tivoli med sejlende plasticsvaner og pariserhjul. Lavprisvarehuset Obs! fyldte en bondegård og indkøbsvognene og køerne ved kasserne var enorme.
Men nu er Obs! blevet lavet om til Silvan og de optimistiske runde parkeringspladser til lavprisvarehusets medarbejdere står øde hen.
City 2 var en del af en større vision om at skabe et nyt centrum udenfor København. Men det lykkedes ikke. Høje Tåstrup og omegn er et temmelig forblæst og mennesketomt sted.

Claus Achton Friis er i øvrigt grafikeren bag det 78 meter lange lysskilt - CITY 2.




lørdag den 9. juli 2011

Biblioteket på Askov Højskole






Biblioteket på Askov Højskole er p.t. "abandoned". Siden bibliotekaren døde, er der ikke sket meget nyt. Biblioteket står herligt altmodisch hen. Jeg elsker gammeldags biblioteker som dette, men dets tid er desværre ovre og dets indhold overvejende forældet.

tirsdag den 5. april 2011

Jan Elhøj og Morten Kirckhoff: Abandoned

 Foto: Jan Elhøj og Morten Kirckhoff
Jan Elhøj og Morten Kirckhoff: Abandoned. Verve, 2011
Jeg måtte straks købe denne fotobog af Jan Elhøj og Morten Kirckhoff, der har været rundt i Europa for at fotografere forladte steder og bygninger. Tidslommer og forfald. Jeg elsker det. Hvorfor er man (jeg) langt  mere fascineret af forladtheden i denne forlystelsespark end hvis den var fuld af levende mennesker? Og hermed ikke sagt, at jeg ikke kan lide mennesker...