Udenfor stod der "Lagunen. Psykiatrisk ventested". Vi blev budt indenfor af overlæge Dr. Peter Wächter, og ført forbi receptionen ind i et lokale, hvor vi blev budt velkommen. Publikum var nye patienter smittet med sygdommen 3P og vi skulle screenes for sygdommen de næste 5 timer. Vi skiftede til patienttøj og blev opdelt i grupper (jeg var hest).
Vi skulle tilbringe aftenen med at besøge og snakke med de faste patienter på deres værelser, vekslende med forskellige terapeutiske sessions som gruppeterapi og gymnastik samt et enkelt besøg i kantinen. Sansemæssigt var det et bombardement af indtryk. Lagunen lignede indretningsmæssigt en østtysk institution anno 1970-80, det var virkelig, virkelig "flot". Patienternes værelser var ofte indrettet med infantilt meget lyserødt. Patienterne var umyndiggjorte og vidste ikke om de blev, eller hvornår de blev flyttet til en anden og måske værre institution. De havde fuldt ud accepteret at de var blevet institutionaliserede og accepterede stedets love og rutiner. De havde alle en eller anden form for mental brist og en sorg i sig.
Fire personlige sansemæssige indtryk ud af mange: En kvindelig patient gav mig hånden. Hånden var lille og misdannet, en mærkelig blød og uventet følelse / En mandlig patient tog os ind på sit værelse, hvor to spolebåndoptagere kørte med en optagelse af hans fars stemme. Sansemæssig var det fantastisk at opleve spolebåndoptagere igen, deres udvendige mekanik er jo sjælden fysisk i dag / En gruppeterapi session, hvor vi skulle fortælle om en drøm vi havde haft. Hele tiden blev vi afbrudt af støj: smækken med døre, musik fra tilstødende værelser, et sancta lucia optog med en anden gruppe, som iført hjemmelavede hatte og skeer som lys gik igennem lokalet / Den sidste sygeplejerske, vi mødte, var myndig, men det gik hurtig op for en, at man ikke forstod hvad hun sagde, for hun sagde 3 ord højt, bevægede kun munden ved de næste 3 ord, sagde 3 ord højt o.s.v. Fabelagtigt - det hele altså!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar