Cykeltur i det grønne

Behold bare Nordsjælland. Jeg holder af Vestegnen. 
I morges cyklede jeg i smukt solskinsvejr fra kolonihavehuset i Ballerup til Ikea Tåstrup. Straks var jeg ude på landet, markerne bugnede. Grøftekanten svirrede og var fyldt med alskens skønne gevækster. En stor mejetærsker så ud til at være et statussymbol for ejeren – marken så meget lille ud i sammenligning. I Ledøje var gadenavnene meget bogstavelige : Kirkevej, Nordre og Søndre Gade. Cyklister i ens teamshirts drønede forbi mig fra tid til anden i stærk fart – det lød først som en bisværm og så pludselig passerede de mig i en lang række. Jeg følte mig nærmest som en civilist på min rustbunke. I Nybølle var der forfaldne drivhuse. Jeg kørte igennem alléer som jeg elsker, fordi de er alléer og forbi pompøse boliger, bl.a. et hus med statuer af stejlende heste ved indkørslen. I Sengeløse var der tomt foran Grillen, det var vel stadig morgen – og jazz hver onsdag aften på kroen. Vindmøllen i det fjerne og så var jeg fremme.

Taastrup Kino

Den gamle biograf i Tåstrup blev bygget i 1928 og lå på Fredensvej 1.  I en kort periode i slutningen af halvfjerdserne arbejdede jeg som billetsælger i biografen. Når man åbnede den yderste hoveddør, var der en lille billetluge til højre hvor jeg sad inde bag og solgte billetter fra en rulle.  Min veninde Susanne, som havde langt større anciennitet på stedet, ville hellere sælge slik. Det foregik inde fra et glasbur inde i selve foyeren. Bagdelen ved at sælge billetter fremfor slik var bl.a. at jeg aldrig havde mulighed for at se slutningen af filmene, for i god tid skulle der sælges billetter til næste forestilling.  Med konkurrence fra Albertslund Biograferne og det nye BioTrio i City 2, var Tåstrup Kino begyndt at give underskud. Repertoiret var som jeg husker det Morten Korch film, Sound of Music, Far til fire - men da også Easy Rider og andre gode film til 9 forestillingerne. Biografen måtte til sidst lukke. I 1983 overtog Tåstrup Amatør Scene lokalerne.

Vandtårn i Hvidovre

 

Jeg havde hørt historien fra mange sider: sangerinden Birthe Kjær havde boet i et vandtårn i Hvidovre. Men det var altså ikke i Hvidovre Vandtårn (se billede foroven) som jeg længe gik og troede.

I følge Birthe Kjærs selvbiografi var hun i 1974 faldet over en annonce: "Søger De noget specielt?" Det var et ombygget vandtårn på Grønholtvej i Hvidovre (se billede forneden). Det runde vandtårnsrum brugte hun som stue. Birthe Kjær flyttede i 1992 til Gentofte efter 18 år i "vandtårnet".

Rønnevang

Min datter og jeg på julebesøg i mit gamle barndomskvarter. Det gamle lokale indkøbscenter er smadret og ikke længere i brug og min gamle skole Rønnevangsskolen skal ikke længere være skole, men plejecenter. Man skal ikke længere end til Tåstrup for at komme til Udkantsdanmark...

Oktober 2012. Mindre end et år efter jeg skrev det oprindelige indslag, er man i fuld gang med at rive Rønnevangsskolen ned p.g.a. skimmelsvamp og PCB. De i øvrigt fine bygninger,  har kun haft et liv på ca. 40 år. 16. juni 1971 blev skolen officielt indviet, men havde allerede virket et par år. Selv startede jeg på skolen i 2. klasse i januar 1970. Det var Hartmann-Petersens tegnestue, Habakuk og hans kone Gerda, som var arkitekter på Rønnevangsskolen.

----- City 2 -----

Planche fra udstilling på Kroppedal Museum

City 2 åbnede i 1975. Inden byggeriet legede vi i det åbne landskab og i forladte kondemnerede huse. Under byggeriet legede vi på byggepladsen og fik tømret vores egne møbler sammen til vores klubhus "Ruinen", der lå i et skur.
City 2 var et eldorado med eget tivoli med sejlende plasticsvaner og pariserhjul. Lavprisvarehuset Obs! fyldte en bondegård og indkøbsvognene og køerne ved kasserne var enorme.
Men nu er Obs! blevet lavet om til Silvan og de optimistiske runde parkeringspladser til lavprisvarehusets medarbejdere står øde hen.
City 2 var en del af en større vision om at skabe et nyt centrum udenfor København. Men det lykkedes ikke. Høje Tåstrup og omegn er et temmelig forblæst og mennesketomt sted.

Claus Achton Friis er i øvrigt grafikeren bag det 78 meter lange lysskilt - CITY 2.

Ballerupsløjfen

Ballerupsløjfen er opstillet i 1985 og er lavet af indfarvet fiberbeton og søsten lagt i fugemasse. Kunstneren er Per Neble. Jeg synes at den er ret flot - som den elegant svæver hen over banelegemet.

Wittrup Motel på vejen ml. Albertslund og Tåstrup

I 1955 opførte en amerikansk dame,  Sallie Zimmerhackel og en dansk restauratør Oscar Wittrup Danmarks første og eneste motel som var en tro kopi af et typisk amerikansk motel, hvilket vil sige med en drive-in-reception, parkering lige uden for værelsesdøren, amerikanske skydevinduer og let og luftig møblering. I starten var det bl.a. amerikanske soldater der var udstationeret i Vesttyskland, som besøgte motellet - for at føle sig hjemme.

I Sallies Snack Bar var der ståldisk og barstole midt i rummet, hvor kunne man indtage amerikanske specialiteter til lyden af de nyeste hits fra jukeboxen.  I 1972 fik motellet en ny ejer, som udskiftede interiøret i restauranten, desværre. Siden midten af 60'erne har de besøgende hovedsagelig været håndværkere og handelsrejsende.

I 1982 arbejdede jeg i en periode på motellet som stuepigevikar i weekenderne. Fordi jeg er fascineret af det sted og de drømme og billeder det repræsenterer, overnattede jeg og min mand på motellet omkring 1999. Vi kom cyklende til Wittrup Motel - ikke helt efter bogen. Det var et fint ophold - men  det drama, jeg forventede, udeblev selvfølgelig...

Forstaden hvor jeg voksede op...

I forstaden hvor jeg voksede op, var der ikke mange indtryk der stimulerede den æstetiske sans. Til gengæld var der fysisk frirum til at gå på opdagelse uden forældres indblanding. Himlen fyldte meget, og derfor undrer det mig meget at jeg først så et stjerneskud som 15-årig. Der var ingen der havde fortalt mig om Laurentii Tårer. Måske kiggede jeg sjældent op. Måske har jeg først lagt mærke til at himlen er så stor efter at jeg flyttede til byen, hvor himlen fylder væsentlig mindre. Måske er mit sovehjerte bare for stort!
Det er et problem at vokse op uden æstetiske stimulanser. Hvis ens fysiske omgivelser er ensformige og kedelige med hensyn til arkitektur og natur. Hvis ens forældre eller en man kender kan stimulere én og få én til at åbne øjnene: "Se der" "Læg mærke til..", så er man heldig.

Taastrup Køgevej...

Så går jeg endnu engang ud på Memory Lane. Johnny Rotten sang engang: "Don´t ever look back, good day's ahead..", men jeg er nok uforbederlig. I et kældervindue i Abel Cathrinesgade fik jeg forleden øje på dette pladecover. Uarrk, så var jeg straks tilbage i starten af 70'erne, hvor jeg købte min første grammofonplader hos denne cikelhandler. Første singler var Mungo Jerry og Santanta. Første LP'er var med Beatles og Bowie, jeg kan stadig skråle teksterne fra A til Z...