fredag den 23. juli 2010

Forstaden hvor jeg voksede op...

I forstaden hvor jeg voksede op, var der ikke mange indtryk der stimulerede den æstetiske sans. Til gengæld var der fysisk frirum til at gå på opdagelse uden forældres indblanding. Himlen fyldte meget, og derfor undrer det mig meget at jeg først så et stjerneskud som 15-årig. Der var ingen der havde fortalt mig om Laurentii Tårer. Måske kiggede jeg sjældent op. Måske har jeg først lagt mærke til at himlen er så stor efter at jeg flyttede til byen, hvor himlen fylder væsentlig mindre. Måske er mit sovehjerte bare for stort!
Det er et problem at vokse op uden æstetiske stimulanser. Hvis ens fysiske omgivelser er ensformige og kedelige med hensyn til arkitektur og natur. Hvis ens forældre eller en man kender kan stimulere én og få én til at åbne øjnene: "Se der" "Læg mærke til..", så er man heldig.

Ingen kommentarer: