"Og var der en verden jeg vendte tankerne mod, var det femten- og sekstenhundredetallets, med deres enorme skove, deres sejlskuder og hestekærrer, deres vindmøller og slotte, deres klostre og småbyer, deres malere og tænkere, opdagelsesrejsende og opfindere, præster og alkymister. Hvordan ville det ikke være at leve i verden, hvor alt blev gjort med håndens kraft, vindens eller vandets? Hvordan ville det ikke have været at bo i en verden, hvor de amerikanske indianere stadig levede deres liv i fred? Hvor det liv stadig var en mulighed. Hvor Afrika var uerobret? Hvor mørket kom med solnedgangen og lyset med solopgangen? Hvor menneskene både var for få og havde for enkle redskaber til at påvirke dyrebestanden, endsige udrydde dem? Hvor man ikke kunne komme fra et sted til et andet uden anstrengelse, og det komfortable kun var noget der hørte de rigeste til, hvor havet var fuldt af hvaler, skovene fulde af bjørne og ulve, og hvor der stadig fandtes lande der var så fremmede at intet eventyr kunne yde dem retfærdighed, som Kina, hvortil en rejse ikke alene tog flere måneder og var en uhørt lille minoritet af sejlere og handelsmænd forundt, men også var forbundet med dødsfare. Vel var den verden grov og fattig, snavset og sygdomshærget, fordrukken og uvidende, fuld af smerte, levealderen lav og overtroen stor, men..."
Dette smukke citat stammer fra Knausgårds "Min kamp, 2". Man kan ikke lade være med at se verden med Google World eller Den blå planet-agtigte øjne, og med Knausgårds beskrivelse letter jeg virkelig...
