onsdag den 11. august 2010

Bag jerntæppet...frygt, forarmelse og angiveri

Sofi Oksanen: Renselse
En ung russisk kvinde Zara, der er et offer for trafficking og er efterfulgt af et par lede typer fra den russiske mafia, søger målrettet tilflugt hos den estiske kvinde Aliide Truu, der lever ensomt i et hus på landet. Året er 1992. Zara, der har gemt et fotografi i sin bh, spørger Aliide om hun kender de 2 søstre på billedet. Det viser sig at Zara og Aliide, der begge har den erfaring i bagagen at miste deres frihed og retten til egen krop, er i familie med hinanden og langsomt fortælles den grumme familiehistorie om forsmået kærlighed, overlevelse, skam og bedrag i 30'ernes, 40'ernes og 50'ernes  Estland under skiftende regimer. En fabelagtig god og velskrevet bog.


Tom Rob Smith: Barn nr. 44
Politikommisær Leo Demidov arbejder i den statslige sikkerhedstjeneste MGB i Moskva. Året er 1953 og i et perfekt socialistisk samfund findes der ikke kriminalitet. En række bestialske barnemord langs jernbanen flere steder i landet får dog Leo til at ofre sin egen og sin families sikkerhed for at forsøge at uskadeliggøre seriemorderen. I et angiversamfund, hvor man aldrig kan være sikker på hvem der er ven eller fjende, eller om ens smukke kone har giftet sig af frygt eller af kærlighed - har Leo ét mål, koste hvad det vil. Bogens mange tråde samles flot til ét mønster, men der går dog for meget McNab i den til sidst.

Ingen kommentarer: