Fugleperspektiv

"Og var der en verden jeg vendte tankerne mod, var det femten- og sekstenhundredetallets, med deres enorme skove, deres sejlskuder og hestekærrer, deres vindmøller og slotte, deres klostre og småbyer, deres malere og tænkere, opdagelsesrejsende og opfindere, præster og alkymister. Hvordan ville det ikke være at leve i verden, hvor alt blev gjort med håndens kraft, vindens eller vandets? Hvordan ville det ikke have været at bo i en verden, hvor de amerikanske indianere stadig levede deres liv i fred? Hvor det liv stadig var en mulighed. Hvor Afrika var uerobret? Hvor mørket kom med solnedgangen og lyset med solopgangen? Hvor menneskene både var for få og havde for enkle redskaber til at påvirke dyrebestanden, endsige udrydde dem? Hvor man ikke kunne komme fra et sted til et andet uden anstrengelse, og det komfortable kun var noget der hørte de rigeste til, hvor havet var fuldt af hvaler, skovene fulde af bjørne og ulve, og hvor der stadig fandtes lande der var så fremmede at intet eventyr kunne yde dem retfærdighed, som Kina, hvortil en rejse ikke alene tog flere måneder og var en uhørt lille minoritet af sejlere og handelsmænd forundt, men også var forbundet med dødsfare. Vel var den verden grov og fattig, snavset og sygdomshærget, fordrukken og uvidende, fuld af smerte, levealderen lav og overtroen stor, men..."
Dette smukke citat stammer fra Knausgårds "Min kamp, 2". Man kan ikke lade være med at se verden med Google World eller Den blå planet-agtigte øjne, og med Knausgårds beskrivelse letter jeg virkelig...

I gang med verdens kedeligste bog?

 

Og en anden læse pin-up....i det tænksomme hjørne.

Om talent

De, som mangler talent forventer, at alting sker uden anstrengelse. De tilskriver fiaskoer mangel på uddannelse eller inspiration og evne eller uheld mere end utilstrækkelig anstrengelse. I kernen af ethvert talent er der en opmærksomhed på de vanskeligheder, der hører sammen med enhver præstation, og tillid til at ved udholdenhed og tålmodighed vil noget værdifuldt ske. Således tilhører talent arten energi.

Eric Hoffer

Kisan Desai: Det tabte land

 

På en bjergside i Kalimpong i den indiske stat VestBengalen, for foden af Himalaya-bjergene, ved Nepals grænse bor den pensionerede indiske dommer Jemubhai med sin elskede hund Mutt og sin fattige kok. Han får ansvaret for sit barnebarn Sai og det sætter en erindringsproces i gang hos ham. Han tænker bittert tilbage på sin tid som middelmådig jurastuderende i England, sit håbløse ægteskab med en indisk kvinde, Nimi, der hverken kunne eller ville lære engelske manerer.  Den 18-årige Sai, der har mistet sine forældre i en bilulykke i Rusland, er opvokset på en klosterskole og opdraget til britiske manerer. Hun er det uønskede barn af dommerens uønskede datter.

Dommerens kok bliver der hundset med. Men han har en søn, som han elsker  meget højt. 

Han siger om ham: ”Min søn arbejder i New York. Han leder en restaurationsforretning” –men sandheden er, at sønnen Biju er illegal indvandrer i New York. Han må arbejde med andre indiske illegale på restauranter i det evige håb om at få en opholdstilladelse. Og hele tiden sender hans far breve over med opfordringer hjemmefra om at skaffe den eller hin slægtning over til USA.

Nogle unge oprørere begår et våbenrøveri i dommerens hus. Sai’s unge huslærer Gyan har fortalt sine venner at der er våben i huset. Han har valgt at ofre sin og Sai's spirende kærlighed for at kæmpe en mere maskulin kamp. For her i 1980’erne ulmer uroen i Kalimpong. Det er indisk-nepaleserne, der er trætte af at blive behandlet som et mindretal i et område, hvor de udgør flertallet. Og nu går det ned ad bakke for beboerne på bjerget.

Romanen vil vise de dybe koloniale mønstre, der ligger lige under den moderne overflade. De to, som rejste ud til den vestlige verden for at få succes, dommeren og kokkens søn, Biju vender begge fortabte hjem. Det tabte land, det tabte Indien. Bogen er meget morsom og skarp og fyldt med sansemættede beskrivelser. Den vandt Man Bookerprisen i 2006.

Udvalget - islandske fotos 1866-2009

Skøn udstilling af islandske fotos på Nordatlantens Brygge. Her er det Sigurgeir Sigurjónsson der har fotograferet.

Høne og struds..af egen avl..

Bilværksted - genstande

Popup-kort

Mit første popup-kort. Det var sjovt at lave!

Dürer's næsehorn

Dom Manuel 1., konge i Portugal, fik i 1513 bragt et næsehorn fra Goa i Indien til Belém ved Lissabon. Formålet var at finde ud af hvilket dyr, som var verdens stærkeste. Tvekampen skulle stå mellem næsehornet og en elefant. Kampen foregik i på pladsen ved Jerónimos klosteret i Belém. Næsehornet begyndte straks at hvæsse sit horn på jordens sten. Derefter løb den direkte hen og flåede elefantens mave op med hornet, hvorefter elefanten brød ud af arenaen og løb væk. Vinderen kunne kåres. Næsehornet skulle foræres til paven, Leo 10. og blev sendt afsted i en jernkasse med et skib. Desværre døde den undervejs. Den druknede fordi kassen rutsjede ud over rælingen i stormvejr. Paven måtte nøjes med at få den i en udstoppet version. Og Dürer tegnede næsehornet på baggrund af den historie.
På Belémtårnet har man placeret et næsehornshoved på et hjørne til minde om kampen.
Kilde: Turen går til Lissabon