torsdag den 30. maj 2013

Hakkemose Teglværk



Der er ikke spor tilbage - af Hakkemose Teglværk som lå ved Høje Tåstrup. Fra Roskildevej kan man køre ned af Hakkemosevej og Lervangen og nyde naturområdet Hakkemosen, som i dag ligger tæt op af Holbækmotorvejen.
Hakkemose Teglværk eksisterede fra 1847 og her var forfatteren Morten Korch direktør fra 1910. Jeg er selv vokset op i Tåstrup og arbejdede i den lokale Kino. I weekenderne viste vi altid Morten Korch film, hvor skuespillerne snakkede fynsk og levede i pagt med danskheden og det kernesunde landbrug. Jeg havde aldrig kunnet forestille mig at Morten Korch havde sat sine ben i Tåstrup.

Morten Korch vidste intet om lervarefabrikation og endte med at miste alle sine penge på teglværket.  Han stoppede som direktør i 1912, men boede fortsat i hovedbygningen frem til 1914 og prøvede at realisere sin livsdrøm om at blive digter.
Berthelsen, Carsten: Morten og det danske guld - Morten Korch for begyndere, 1998
Korch, Morten: Det gamle teglværk, 1942 

lørdag den 25. maj 2013

One Thousend Books: Independant Art Book Fair with a Nordic Focus

I denne weekend kan man købe kunstbøger blandt mælk og mayonnaise til bogmarked inde i REMA 1000 ved Carlsberg. Jeg har aldrig før prøvet at modtage en bon med et påtrykt digt (af Tomas Lagermand Lundme). Læs mere på www.lodretvandret.com

lørdag den 4. maj 2013

Dansepavillonen fra Sct. Hans

Kurhuset på Sct. Hans
Pavillonen når den er lukket
Pavillonen når der er fest. Her 1. maj i Karens Minde

Denne smukke dansepavillon blev bygget ved Sct. Hans Hospital i Roskilde i midten af 1800-tallet og blev anskaffet for penge som afdøde patienter efterlod sig i hospitalets regi.  Pavillonen er tegnet af arkitekt Gottlieb Bindesbøll, som også i 1854-59 tegnede hospitalets Kurhus, der blev det første egentlige behandlingssted for sindssyge i Danmark.

Frem til omkring 1950’erne var der aktivitet i patienternes  dansepavillon. Der kunne synges og danses for at forbedre den mentale sundhed. Hvert år ved frugtsæsonens afslutning blev der afholdt ’Rødgrødsbal'. Borde og stole blev stillet op inde og ude, og der blev hængt markiser og kulørte lamper op. Der blev serveret rødgrød og så blev der spillet op til dans. Sangerinden Katy Bødtker var i mange år et fast indslag.

I den sidste halvdel af 1900-tallet ebbede aktiviteterne i pavillonen ud. Hospitalets patienter blev færre (nu godt 400 mod 1100 i begyndelsen af århundredet) og mere syge. Behandlingsformerne var ligeledes ændret. I 1990’erne stod pavillon ubrugt hen og man valgte at frede og flytte bygningen til Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen, hvor den blev indviet i 2002. Bygningen er ren nydelse og poesi set med mine øjne! Jeg håber på en dans her en eller anden dag!

En smuk detalje ved bygningen

søndag den 7. april 2013

Profeterne i Evighedsfjorden

Kim Leine: "Profeterne i Evighedsfjorden". Gyldendal, 2012.
Rousseau-citatet ”Mennesket er frit og overalt ligger det i lænker” bruges som en rød tråd gennem Kim Leines historiske roman ”Profeterne i Evighedsfjorden”. Morten Falck, en skoleholdersøn fra Norge kommer i 1782 til København for at studere. Han interesserer sig for naturvidenskab, teologi og livets skyggesider. Han bliver forlovet med en skøn ung kvinde, men vælger i ellevte time friheden og bliver præst på Sukkertoppen i Grønland. Morten Falck er en ulykkesfugl, han forsøger at gøre sit bedste  – men det ender galt fordi han ikke tager det fulde ansvar for sine handlinger. Samtidig fortælles historien om profeterne Habakuk og Magdalena, hvis religiøse bevægelse, der bl.a. byggede på Magdalenas åbenbaringer, samlede mange grønlandske "disciple".
Jeg synes at det er en fantastisk generøs og volumiøs roman, en klog og dygtig mand - ham Kim Leine! Jeg håber at han, foruden de andre priser han har modtaget for romanen, også velfortjent modtager Nordisk Råds Litteraturpris 2013 til efteråret!

tirsdag den 5. marts 2013

Når familien skal ud

Billede af min far og mor og søster fra ca. 1980. Bilen er punkteret, hvilket naturligvis også kunne  udløse en stresset situation i familien.

 
Sidste søndag skulle vi til en familiefrokost og alle tre, mor, far og sønnike på 12 år skulle være pæne i tøjet og ud af døren samtidig. Det er aldrig nemt.
Jeg kom til at tænke på fornemmelsen af samlet at skulle ud af døren i det stiveste puds dengang jeg var barn: Min mor var i god tid. Hun fik sat strøm til sine carmen-curlers og fik rullet og fastspændt sit skulderlange hår op på hovedet med de tilhørende carmen-klemmer.  Der endte med at dufte af hårlak og parfume på badeværelset. Min far iklædte sig sine som oftest beige garbadine bukser, en lidt for stram skjorte og et par blanke hyttesko. Han så ud til at føle sig ganske utilpas i festtøjet. Jeg husker mest af alt fornemmelsen af tykke strømpebukser som kradsede og hang mindst 5-10 cm under skridtet. Som regel nåede en af os at blive irritable og måske startede et lille skænderi inden afgang. Det kender vi desværre også til i dag ;-)

lørdag den 12. januar 2013

Gobelin - en historie i Ungdomshuset



Jeg har i 1984/85, som en del af Ungdomshusets PR gruppe, været med til at lave filmen: "Gobelin - en historie i Ungdomshuset". Se den, oplev de første års aktiviteter i Ungdomshuset, Jagtvej 69. Filmen ses bedst hvis du klikker videre til youtube!
Ragna Wehding og Lise Blom som jeg lavede filmen med

søndag den 6. januar 2013

Gerbrand Bakker: Omvejen

Gerbrand Bakker: Omvejen, Gyldendal 2012. 
En hollandsk kvinde forlader mand og hjem og kører til Wales i sin bil med nogle få ejendele i en trailer. Hun er kort forinden blevet fyret fra sin stilling som lektor i engelsk litteratur fordi hun har haft en affære med en studerende. Hun lejer sig midlertidig ind i en landejendom, hvor hun bl.a. (finder hun hurtigt ud af) bliver holdt ansvarlig for at en flok gæs ikke bliver spist af ræven. Hun burde skrive på sin afhandling om Emily Dickinson, men dagene går med havearbejde og mødet med mennesker i det lille samfund: frisøren, lægen, fåreavleren, bageren. En ung mand flytter ind hos hende, han bliver simpelthen bare hængende med sin hund og hjælper til. Kvindens psykiske og fysiske tilstand er ikke i orden, hvilket hendes mand er klar over. Derfor tager han til Wales for at hente sin hustru hjem.
Det er en meget fin og underspillet roman om de følelser, der ulmer under overfladen.
Gerbrand Bakkers debutroman Ovenpå er der stille gav forfatteren et stort internationalt gennembrud.